nomader

Indtil 1800-tallet, hvor kulturgeografer og etnografer begyndte udforskningen af nomaderne, blev den kvægavlende nomadisme opfattet som et stadium i menneskehedens historie mellem jagt og agerbrug. Geografer og etnografer har kategoriseret nomaderne som helnomader, der er rene kvægavlere med omfattende årstidsflytninger og med teltet som helårsbolig; halvnomader, der driver noget agerbrug ved siden af husdyrhold og har korte flytninger mellem vinter- og sommerbosteder og anvender telte en del af året; halvbofaste, der er agerbrugere med nogen kvægavl og har fast bopæl i vinterhalvåret og bor i telt om sommeren.

Der er gradvise overgange mellem de enkelte former og ren bofasthed, og det udgør et kontinuum i tilpasning til naturgeografiske, sociale, politiske og økonomiske faktorer. Sammen med rensdyrnomadismen blev disse forhold inddraget i diskussionen om nomadismens oprindelse. Nu vides det, at rennomadismen er sen, eftersom renen først er tæmmet i det 1. årtusinde e.v.t., hvorimod geder og får hører til de tidligste husdyr fra 9000-7000 f.v.t., dvs. samtidig med de første spor af agerbrug i Mellemøstens bjergegne.

Med reference til omgivelserne tales der blandt helnomader desuden om steppenomader, dvs. busksteppens (og til dels græssteppens) fåre- og gedeavlere, der anvender dromedar eller kamel som pakdyr til regelmæssige årstidsflytninger mellem faste græsningsområder, og ørkennomader, dvs. nomader i de endnu tørrere egne med uregelmæssige vandringer, der har dromedaren som forudsætning for deres liv; den udnyttes her som malke-, last- og ridedyr og lejlighedsvis til slagtning og råmateriale i dagligdagens produkter.

Nomadekulturer manifesterer sig generelt ikke i selvstændige regionale enheder, men er regionale delkulturer, der er afhængige af bønder, håndværkere og handlende i landsbyer og byer. Dette har medført, at nomaderne ofte har samme kultur og sprog som de omkringboende folk, mens de i andre tilfælde tilhører helt forskellige folkegrupper. I årtusinder har nomader desuden levet i samspil med stater, som de lejlighedsvis har underlagt sig. Klimatiske forandringer, ufredelige tilstande, ødelæggelse af vandingssystemer og en svag stat kan fremme nomadismen, mens fred og kontrollerede tilstande under en stærk stat kan begrænse den; det ses fx i Nordkina, hvor grænsen mellem nomader og kinesiske bønder har vekslet gennem tiderne. Med statsapparatets svækkelse efter den islamiske revolution i 1979 skete en genopblomstring af nomadismen i Iran, ligesom det er sket i Afghanistan i 1980'erne i forbindelse med krigen dér. Men hovedtendensen er, at stadig flere enten tvunget eller frivilligt bosætter sig fast som agerbrugere. I Sovjetunionen, Den Mongolske og Den Kinesiske Folkerepublik organiseredes nomader i kvægbrigader under bofaste kollektivbrug med foder- og kornavl m.m., hvilket var en måde at sikre kvægavlen i et tørt og uforudsigeligt klima. Efter kommunismens fald i Mongoliet (i 1990) genopstod privatiseret nomadisme.

Danske etnografer og kulturgeografer har studeret nomaderne og deres kultur- og erhvervsændringer samt foretaget feltarbejde og indsamlinger i Vest- og Nordafrika, Arabien, Iran, Afghanistan, Mongoliet og Tibet for Nationalmuseet og Moesgaard Museum. 1993-2015 blev resultaterne udgivet i en bogserie under Carlsbergfondets Projekt Dansk Nomadeforskning.

• mobilitet
• erhvervskultur
• karavane
• pastoralisme