Rakkeren til hest når han samler de døde katte af gaderne

I Danmark blev rakkere betragtet som urene på grund af deres arbejde med at flå og bortskaffe døde dyr fra gader og stræder.

Mette Mus og Niels Kvæmbjerg
Mette Mus og Niels Kjæmbjerg er kendt som Jyllands sidste rakkere. De boede i et lille hus i Bjørnemosen på Dejbjerg Hede frem til 1932.

Pariaer er personer eller befolkningsgrupper, der er udstødte og foragtede af det omgivne samfund på grund af deres herkomst og/eller traditionelle erhverv: tidligere fx rakkere, tatere og natmænd.

Faktaboks

Etymologi

Paria kommer af det tamilske kastenavn paraiyar.

På dansk og andre europæiske sprog ses en tiltagende udvidet brug af ordet, hvor man beskriver personer, fx politikere og statsledere, der i vide kredse er foragtede på grund af deres personlige holdninger og handlinger, som pariaer. Ligeledes kan et land, hvis politiske styre er ugleset internationalt, betegnes som en pariastat.

Ordet parias indiske oprindelse

Figurpar, paraiyar mand og kone
Dette figurpar af en mand og kvinde fra paraiyarkasten blev hjembragt til Nationalmuseet fra Tranquebar af Galatheaekspeditionen i 1846.
Af /Nationalmuseet.

Ordet paria kommer af det tamilske paraiyar, som er navnet på en kaste i de tamilsk-talende områder i det sydlige Indien. Personer fra paraiyar-kasten bliver generelt betragtet som lavtstående, urene og rituelt besmittende af folk fra højerestående kaster i området.

Mennesker fra paraiyar-kasten er traditionelt beskæftiget som landarbejdere med pligt til at bortskaffe affald og døde dyr, ligesom en del har arbejdet med garvning og tilvirkning af huder til læder. Med feudalsamfundets opløsning har paraiyarerne færre rituelle forpligtelser i landsbysamfundene, og mange arbejder med forefaldende arbejde af forskellig slags i landbrug og fiskeri, byggeri og industri. I byerne arbejder mange mænd og kvinder fra paraiyar-kasten i dag også som gadefejere og renovationsarbejdere.

Paraiyar-kasten tilhører den store gruppe af hierarkisk lavtstående kaster, der også ofte benævnes dalitter eller scheduled castes.

Fra paraiyar til paria

Paria har vundet indpas som et begreb i en række europæiske sprog, herunder dansk, i forbindelse med europæisk kolonisering af Indien.

Danske handelsfolk, embedsmænd, soldater og missionærer stiftede bekendtskab med det indiske kastehierarki i området omkring den danske handelsstation TranquebarCoromandelkysten (1620-1845), hvor paraiyar-kasten var en fremtrædende, om end økonomisk og socialt marginaliseret befolkningsgruppe.

Mange medlemmer af paraiyar-kasten lod sig omvende til kristendommen, og den dag i dag udgør medlemmer af paraiyar-kasten grundstammen i kirkesamfundet the Tamil Evangelical Lutheran Church (TELC), som er direkte arvtager til den dansk-tyske Tranquebarmission.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig