Soldans, årligt sommerritual hos nordamerikanske prærieindianere. Deltagerne danser fastende i fire dage; undertiden afsluttes soldansen med en slags selvtortur, hvilket har gjort ritualet berømt. Soldansen var forbudt af de amerikanske myndigheder fra 1880'erne til 1934. Prærieindianerne dansede soldans for at opnå bl.a. frugtbarhed, jagtlykke og helbredelse. I 1990'erne er soldansen et vigtigt middel til at skabe identitet for indianerne.