Europa.

.

I nutidens Europa påberåber adskillige grupper sig særlige politiske rettigheder under henvisning til, at de udgør folkeslag. Det gælder både for statsbærende grupper som serberne, esterne og grækerne, samt for større og mindre grupper, som er i mindretal i den stat, hvor de lever. Blandt minoritetsgrupperne er der grund til at skelne mellem forskellige typer folkeslag, da deres selvforståelse, problemer og krav varierer efter type. Man kan skelne mellem tre grundtyper: mikronationer, nationale mindretal og etniske minoriteter.

Mikronationer

Mikronationer er karakteriseret ved at have et afgrænset territorium, som den pågældende gruppe har et historisk dokumenteret forhold til. Mikronationers folkeslag kan være ganske store som Cataloniens ca. 7,5 mio. indbyggere og ganske små som samerne, der tæller ca. 60.000. Mikronationerne kræver i varierende omfang politisk selvstændighed på linje med statsbærende folkeslag, nationer. Deres krav vedrører altså staternes suverænitet, som de bestrider inden for deres eget territorium. Mikronationerne er desuden karakteriseret ved, at der ikke findes nogen stat, hvor deres kultur og sprog er dominerende.

Nationale mindretal

Nationale mindretal er grupper, som identificerer sig med sprog og kultur i et naboland. Disse grupper kræver i det vestlige Europa i reglen ikke grænserevisioner, men større lokal autonomi og anerkendelse af deres sprog på lige fod med det dominerende. I det østlige Europa betragtes de nationale mindretal som en fare for den politiske stabilitet, og mange af deres organisationer kræver mere eller mindre højlydt grænserevisioner. De nationale mindretals krav vedrører altså ligesom mikronationernes potentielt staternes suverænitet.

Etniske minoriteter

De egentlige etniske minoriteter adskiller sig væsentligt fra disse to grupper, først og fremmest fordi deres identitet og politiske ambitioner ikke er bundet til territoriale forhold. De påberåber sig ikke hjemlande i Europa, skønt to af de kendteste etniske minoriteter, jøderne og romaerne, begge har en lang historie som europæiske folkeslag. Det er kun enkelte smågrupper blandt de etniske minoriteter i Europa, der stiller krav, som vil berøre staternes suverænitet, især hvad angår spørgsmål om dobbelt statsborgerskab. De fleste kræver blot ret til at organisere sig omkring sproglige og religiøse forhold.

Nyere europæisk idéhistorisk baggrund

Baggrunden for selvforståelse og krav blandt alle tre grupper skal findes i nyere europæisk idéhistorie. Europa har i det seneste årtusinde i hovedsagen været organiseret efter dynastiske eller geopolitiske principper frem for etnisk og/eller sprogligt fællesskab. Ikke desto mindre skelner man også i moderne tid mellem forskellige folkeslag eller folkegrupper, som navnlig defineres ud fra sproglige kriterier. De europæiske sprogfamilier blev videnskabeligt etableret i 1800-tallet med udgangspunkt i opdagelsen af de indoeuropæiske sprogs fællestræk. Man opererede især med folkefællesskaber på grundlag af germansk, keltisk, romansk, slavisk og arabisk sprog. Fra 1870'erne og fremefter fandt en vis politisk organisering efter sprogkriterier sted i de såkaldte pan-slaviske, -germanske etc. organisationer. Disse forsøg på at organisere europæerne politisk efter sprogstammer gav sig dog kun få praktiske udslag, da sprogfamilierne oftest strakte sig hen over etablerede, politiske statsgrænser. En del mindre stater er dog i 1900-tallet etableret på et sprogpolitisk grundlag, således Tjekkoslovakiet (senere Tjekkiet), som fra 1918 etableredes som en føderativ stat på baggrund af det nyetablerede tjekkiske skriftsprog; Finland (1917), Irland (fra 1921) og Island (fra 1944). For alle disse stater (bortset fra Island) gælder dog, at de politiske grænser ikke fuldkommen følger folkeslagenes grænser, hvis disse defineres som sproggrupper. Det mest omfattende og for en tid effektive forsøg på at basere politisk organisering i større skala på folkefællesskaber med udgangspunkt i sprogfamilierne udgøres af den nazistiske organisering af Europa i Det Tredje Rige 1933-1945.

Begrebet folkeslag

Begrebet folkeslag har spillet en central rolle for de territorialt afgrænselige etniske og sproglige minoriteter, mikronationerne i Europa. Fra 1880'erne udvikledes i en lang række sproglige minoritetsområder slagkraftige politiske organisationer, som endnu i dag repræsenterer en betydelig politisk magt. Det gjaldt således Catalonien, Baskerlandet, Bretagne, Wales, Cornwall og Skotland, som alle før år 1900 havde etableret eget skriftsprog og egne politiske organisationer baseret på det lokale sprog. Lidt senere kom organiseringen af Occitanien (Sydfrankrig), og omkring 1918 var en bevægelse blandt mikronationer over hele Europa så fremskreden, at pan-europæiske konferencer kunne organiseres omkring fælles krav. Tidligt i mellemkrigstiden var det gennemgående politiske krav fra disse organisationer en føderalisering af de eksisterende stater. Tjekkoslovakiet blev fremhævet som en model, der burde udstrækkes til andre flersprogede stater. Fascismen i Italien fra 1922 og særligt nazismen i Tyskland fra 1933 fik imidlertid mange minoriteter til at revidere deres synspunkter på statsorganisering på basis af idéen om folkeslag. Begge disse totalitært ledede stater optrådte nemlig på folkeslagenes arena som pannationale. Italien betegnede således romansktalende minoriteters enklaver i nabolandene som "midlertidigt tabte" italienske områder, som Mussolinis regering krævede "tilbage" til Italien. Det gjaldt områder i Frankrig (Savoyen, Korsika, dele af Rivieraen) og områder i Schweiz, Østrig og ved den jugoslaviske Adriaterhavskyst. Tilsvarende betragtede Adolf Hitlers Tyskland ikke alene hele Østrig, det tysktalende, tjekkiske Sudeterland og det tysktalende, franske Alsace-Lorraine som hjemfaldne til det tyske storrige, men var også af den overbevisning, at Europas øvrige germansksprogede områder kun ved en historisk misforståelse udgjorde selvstændige stater. Erobringen af disse områder var derfor berettiget ud fra en idé om folkeslagenes fælles skæbne. Skønt der fandtes grupper i minoritetsområderne, som hilste de fascistiske og nazistiske initiativer velkommen, var flertallene efter alt at dømme skeptiske, både fordi den totalitære samfundsindretning i Tyskland og Italien bød de intellektuelle, som udgjorde de centrale grupper i minoritetsområdernes politiske organisationer, imod, og fordi udsigten til at blive opslugt i et større moder- eller faderlands sprogfællesskab i virkeligheden ikke imødekom deres krav om anerkendelse som selvstændige folkeslag.

Versaillestraktaten i 1919

En smule anderledes stillede sagen sig for de nationale mindretal, der ved forholdsvis nye grænsedragninger, særligt Versaillestraktatens i 1919, var blevet anbragt på den "forkerte" side af en statsgrænse, idet de altid havde identificeret sig med nabostaten. Sydtyrol og Nordslesvig er eksempler på sådanne områder, hvor nationale mindretal, der identificerede sig selv som tyskere, i nogen udstrækning sympatiserede med de tyske ambitioner om at udvide statens territorium. Hverken den slesvigske eller den tyrolske grænse blev dog flyttet. I Sydtyrol viste en folkeafstemning i 1939, at der ikke var flertal for en grænseændring, hvorefter en betydelig del af det tyske mindretal udvandrede til Tyskland. I Slesvig var grænsen på tilsvarende vis blevet fastlagt ved en folkeafstemning i 1919.

2. Verdenskrig og efterkrigstiden

For visse etniske minoriteter i Europa kom forestillingen om folkeslag til at spille en særlig grusom rolle under 2. Verdenskrig. Jøder og romaer blev systematisk myrdet som "fremmedelementer" i Europa, og særlig i Tyskland og i det øvrige Centraleuropa betød det, at disse folkegrupper næsten forsvandt. Efter krigens slutning etablerede jøderne en stat uden for Europa, baseret på den europæiske forestilling om folkeslag. Oprettelsen af Israel kan således betragtes som en direkte konsekvens af tanken om politisk organisering efter folkeslag. I den umiddelbare efterkrigstid var denne politiske tanke miskrediteret i Europa, men fra slutningen af 1960'erne genopstod den som kernen i mindretallenes selvforståelse i forholdet til de europæiske nationalstater. Adskillige mikronationer greb til våben i denne periode, fra Baskerlandet over Catalonien til Korsika. Også visse nationale mindretal — i Nordirland og Sydtyrol — udviklede terrororganisationer. Hovedparten af de vesteuropæiske minoriteter begrænsede sig imidlertid til en ideologisk strid, hvor de til gengæld havde en vis fremgang. I nutidige oversigter over mikronationer og nationale mindretal i Europa optræder omkring 80 navngivne og organiserede fællesskaber. Inden for Den Europæiske Union har mikronationer og nationale mindretal fundet allierede i Europakommissionen samt et vist fællesskab i Europaparlamentet i Strasbourg. I 1994 etableredes det rådgivende Regionale Råd, hvor minoritetsområdernes synspunkter spiller en betydelig rolle, ligesom Europarådet, hvor der bl.a. sidder stater, som ikke er EU-medlemmer, har vedtaget rekommandationer om kulturel selvbestemmelse for mindretal.

De mest akutte problemer i Europa i slutningen af 1900-tallet har, som altid, de etniske minoriteter; de arabiske, iranske, tyrkiske, pakistanske og indiske minoriteter samt romaerne bliver ofte udsat for overgreb og mistænkeliggørelse i et Europa, hvor idéen om folkeslagene som det selvfølgelige politiske grundlag igen er levende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig