Filippinerne – folkeslag, Langt størstedelen af Filippinernes befolkning (ca. 90%) udgøres af forskellige malayiske folkeslag, heriblandt folk af blandet filippinsk-spansk og filippinsk-kinesisk herkomst. Denne befolkningsgruppe er stærkt påvirket af spansk kultur som følge af den katolske kirkes indflydelse fra 1500-t. og fremefter samt af senere tiders strømninger fra amerikansk kultur.

Ikke-kristne folk, som i større eller mindre grad har bevaret deres oprindelige kultur, heriblandt ifugao, findes især i bjergegnene på det nordlige Luzon, hvor de dyrker ris på terrasserede marker. Tidligere betegnedes flere af disse folk under ét som igoroter. Den største ikke-kristne gruppe (ca. 5%) i Filippinerne udgøres af de muslimske folk på Mindanao- og Suluøerne og betegnes ofte under et som moroer. Moroerne kom først i midten af 1800-t. reelt under spansk overhøjhed. Mange af dem føler sig dog til stadighed i modsætning til den øvrige filippinske befolkning, hvilket bl.a. i 1990 førte til oprettelsen af en autonom region på Mindanao kaldet Muslim Mindanao.

Den oprindelige befolkning på Filippinerne, negritoerne, lever i små grupper fortrinsvis på Luzon og Mindanao; nogle af dem ernærer sig stadig ved indsamling og jagt.

Læs mere om Filippinerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig