Minangkabau, menangkabau, den største etniske gruppe på Sumatra i Indonesien, ca. 8 mio. mennesker, der i Padang-højlandet lever af landbrug, håndværk og handel. Mange er dog emigreret til Malaccahalvøen. Samfundet er traditionelt matrilineært, dvs. følger den kvindelige linje inden for genealogi, ægteskab og arv, til trods for at minangkabau siden begyndelsen af 1600-t. har været muslimer. Sproget hører til den austronesiske sprogfamilie.