Toraja, folk i det centrale højland på Sulawesi (Celebes) i Indonesien, omfattende forskellige grupper med lidt varierende kultur; antal ca. 1 mio. Den vigtigste næringsvej er risdyrkning. Torajaernes huse af bambus og træ er rigt ornamenteret med udskæringer og farver. I forbindelse med den oprindelige religion udøvedes der tidligere hovedjagt, men den traditionelle religion har for en stor del måttet vige for kristendom og islam.