Kachinadukke af bemalet træ, 18 cm høj; indgået i Nationalmuseets Etnografiske Samling i 1894. Denne type dukke, der forestiller ånden Hochani, gives piger som gave af maskerede kachinadansere ved sommersolhvervsceremonien Niman, hvorunder kachinasæsonen afsluttes.

.

Hopi er et oprindeligt folk på ca. 20.000 mennesker (2010) i det nordøstlige Arizona. Hopi-folket tilhører den såkaldte pueblokultur; se puebloindianere.

Hopierne har aldrig været i krig med USA og bor stadig i deres oprindelige område, der i dag ligger omsluttet af Navajo Nation, Navajo-folkets store reservat. Territoriet er dog blevet mindre, og i dag søger de ad rettens vej at tilkæmpe sig erstatninger og kulturelle rettigheder.

Hopierne levede tidligere af agerbrug, men i dag har de fleste lønarbejde. Samfundet er organiseret i matrilineære klaner og styres af mandlige høvdinge, præster og klanledere på vegne af klanmødrene. De årlige farverige religiøse ceremonier med bl.a. maskedans og dans med levende slanger har til formål at opretholde menneskets og naturens frugtbarhed.

Sprog

Hopisproget, der tilhører den uto-aztekiske sprogfamilie, tales af ca. 6000 mennesker (2015). Sproget klassificeres i fire dialekter: First Mesa, Mishongnovi, Shipaulovi og Third Mesa. Sproget er truet, da yngre hopier især taler engelsk, og hopiernes kulturorganisationer arbejder på at bevare og revitalisere det. I 1998 blev der udgivet en stor hopi-ordbog baseret på Third Mesa-dialekten.

Kunst

Et element i hopiernes traditionelle kunst er små, omhyggeligt udskårne dukker, der spiller en rolle for kachina, troen på bestemte guder og ånder. Dukkerne er geometriske i opbygningen, rigt udsmykkede med fjer og perlekranse og bemalet i et geometrisk mønster med flere farver, især sort, hvidt, rødt og grønt. De udføres både til rituel brug og kommercielt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig