De oprindelige befolkninger i Nordamerika skønnes at have talt over 7 mio. omkring år 1500. En voldsom befolkningsnedgang fulgte mødet med europæerne, som ankom fra midten af 1500-tallet. Omkring år 1900 opgjorde folketællinger af oprindelige folk kun 250.000 i USA og 100.000 i Canada.

Forholdet mellem de oprindelige befolkninger i Nordamerika og de europæiske kolonister i det, som senere blev til USA og Canada, blev præget af konfrontation på fire forskellige niveauer: påføring af sygdomme (både uagtsomt og med overlæg), anvendelse af fysisk vold og krigsførelse, markedsunderlæggelse samt udstrakt brug af traktater til at begrænse oprindelige folks politiske råderum.

Den primære årsag til befolkningsnedgangen var de epidemiske sygdomme, som europæerne bragte med sig. Ofte blev alle i en bosætning syge stort set samtidig, og det er blevet anslået, at det mange steder var op mod 90 procent, der bukkede under.

Fysisk vold og militære opgør kom tidligt til at dominere i den europæiske kolonisering af de forskellige oprindelige folkeslags territorier. Trods store forskelle i øvrigt var de kristne nybyggersamfund og mange oprindelige kulturer fælles om at anse voldsdemonstration for en rimelig måde at markere sig på og sikre kontrol over territorium. Dristighed, snarrådighed og våbenfærdighed på både kolonisternes og de oprindelige folks side har været hovedtemaer i såvel den akademiske som den folkelige historieskrivning.

Spanierne koloniserede fra 1500-tallet Sydvesten. Koloniseringen havde til formål at kristne pueblo-folkene og sikre sig skatteindtægter fra dem, hvilket i praksis ofte skete gennem tvangsarbejde eller direkte udplyndring. Englænderne var primært interesseret i at erhverve land til bosættelser. De første engelske kolonier blev hjulpet i gang af oprindelige folk, som gav nybyggerne fødevarer og lærte dem at overleve i det ukendte landskab. Den engelske koloniseringspolitik var principielt baseret på, at jord skulle erhverves ved køb eller gennem overenskomst med de oprindelige befolkninger. I praksis fulgte koloniseringen imidlertid sjældent de officielle retningslinjer, og nybyggerbosætningerne ekspanderede aggressivt. Det kom til utallige krige mellem nybyggere og de oprindelige folk, men også internt inden for hver af de to kategorier. Befolkningsnedgangen blandt indianerne lettede europæernes overtagelse af store jordområder.

Især franskmændene fokuserede på at etablere handelsrelationer til den oprindelige befolkning. De aftog store mængder af pels i bytte for skydevåben, ammunition, metalredskaber og andre industrivarer. De europæiske varer var eftertragtede, men handelen betød samtidig, at indianske samfundsøkonomier, som normalt baseredes på selvforsyning, blev undergravet af europæisk markedsøkonomi, som desuden tilskyndede til rovdrift på efterspurgte pelsdyr. Enorme områder blev genstand for europæiske handelsinteresser, og der skete en indskrænkning af og en ændring i de traditionelle livsformer. Pelshandelen afstedkom ofte rivalisering, blandt andet om jagtterritorier og kontrol med handelen; markedsøkonomien gjorde det let for pelshandlere og agenter fra både private handelskompagnier og kolonimagterne, senere de nationale regeringer, at spille de forskellige oprindelige folkeslag ud mod hinanden.

Hvor pelshandelen og adgangen til europæiske varer ikke umiddelbart fulgtes af bosættelser, styrkedes flere steder de lokale samfund og kulturer. Blandt nordvestkystfolkene blev høvdingenes positioner således stærkere i løbet af 1800-tallet. De traditionelle gavegivningsfester, potlatch, blomstrede, og her har store mængder af traditionelle varer og moderne importerede industriprodukter skiftet hænder.

I det sydøstlige USA antog oprindelige folk store dele af den europæiske produktionskultur, herunder produktion af kvæg, hvede og bomuld. Det gjorde ganske vist deres territorier særligt attraktive for kolonister, da efterspørgslen efter jord til nye bomuldsplantager steg voldsomt efter ca. 1800, men som helhed betød tilpasning til ny teknologi, at kolonisternes fremrykning forsinkedes længe nok til, at mange oprindelige folk kunne sikre deres kulturelle overlevelse på længere sigt.

Selvom der sjældent lokalt savnedes muligheder for gnidninger, der kunne give anledning til gensidige overfald, var især de britiske myndigheder tiltrukket af muligheden for at legitimere erobringen af det nordamerikanske kontinent. Det skete gennem traktater, som dels gav nye besiddelser lovgrundlag, dels lovede stammerne sikkerhed i fremtiden inden for et stadig snævrere område. Efter overtagelsen af Canada i 1763 udsendte den britiske kong George 3. en proklamation, som anerkendte stammernes besiddelser og forbød private køb af land vest for Appalacherne. Et af formålene var at undgå, at jordspekulanter og handelskompagnier fik kontrol med landet. Men det var vanskeligt at håndhæve proklamationens bestemmelser.

Efter Den Amerikanske Revolution i årene 1775-1783 tilfaldt Nordvestterritoriet USA. Det blev bestemt, at det vældige område skulle inddeles i delstater, men at det, der nu blev kaldt "indianerspørgsmålet", primært skulle være et føderalt anliggende. Den amerikanske politik overfor de oprindelige folk kom til at svinge mellem to synspunkter. På den ene side stod en bestræbelse på gradvis og fredelig overdragelse af stammernes land, samtidig med at folkene skulle omlægge deres livsstil efter europæisk forbillede under regeringens faderlige beskyttelse. Modsat denne stod en aggressiv voldelig territorial ekspansion under manifest destiny -doktrinen, hvor man så de oprindelige folks forsvinden som udviklingens naturlige pris. På begge fløje fandtes fortalere for en forflyttelse af oprindelige folk til landet vest for Mississippifloden, som USA havde købt af Frankrig i 1803. Kun et mindretal mente, at de traktater, som var blevet indgået med stammerne om fastlæggelse af grænser mellem deres områder og nybyggerområder, skulle overholdes. I praksis var det umuligt at styre de uregerlige kolonister, og det kom til mange lokale krige. Problemerne forværredes ikke mindst, da der blev fundet guld i cherokeefolkets område, som staten Georgia gjorde krav på. En række højesteretsafgørelser angående parternes suverænitet løste ikke spørgsmålet, og i det omfang kendelserne gik staterne imod, undlod man blot at følge dem.

Under præsident Andrew Jackson vedtoges i 1830 en lov om "Indian removal" (altså tvangsforflytning af oprindelige folkeslag) til områder vest for Mississippifloden. I de følgende år flyttede de store befolkninger i øst under forskellige former for pres og tvang. Det kom til krige med creek- og seminolefolkene, som de oprindelige folk tabte. Blandt cherokee opstod dyb intern splittelse. Hovedparten af befolkningen nægtede at opgive deres land og under tvangsforflyttelsen kaldet "the trail of tears" i 1837-1838 omkom tusinder undervejs.

Men flytningerne skabte kun en kortvarig fred. Efter at Texas blev annekteret i 1845 og både Oregon og det gamle New Mexico og Californien blev overtaget fra Mexico i de følgende år, åbnedes gennemgangsveje gennem "Indian Territory", det område vest for Mississippi, som var blevet overgivet til de oprindelige folk. Dermed indledtes reservatsystemet som en måde, hvorpå de efterhånden kunne samles i afgrænsede områder, hvor de skulle beskyttes og omvendes. Professionelle jægeres intense jagt medførte, at bisonoksen, præriefolkenes livsgrundlag, blev næsten udryddet. Korruption og misligholdelse af traktaternes bestemmelser om fødevareleverancer medførte sult og uro på reservaterne og årtiers blodige stridigheder. Først i 1890, efter massakren på en gruppe af 300 lakota-sioux-mænd, -kvinder og -børn ved Wounded Knee, South Dakota, skiftede den amerikanske stat til en ikke-militær strategi for den fortsatte kolonisering.

Den amerikanske kongres nægtede fra 1871 at anerkende oprindelige folkeslag og deres stammer som selvstændige nationer, og i 1887 fulgte en lov, General Allotment Act, hvorved reservater blev udstykket i jordlodder, som ejerne efter 25 år ville overtage den fulde ejendomsret til; størstedelen af reservaterne blev samtidig tilgængelige for udefrakommende, der ikke er medlemmer af stammerne. Den føderale regering lovede støtte til landbrugsetablering foruden nogle årlige ydelser. Løfterne, som tilstræbte en afvikling af de oprindelige kulturer, blev imidlertid senere en væsentlig løftestang i forsøget på at rekonstituere de oprindelige folks samfund.

Nordamerikas oprindelige folk i 1900-tallet

I USA fik oprindelige folk først amerikansk statsborgerskab i 1924. I 1934 vedtog Kongressen den såkaldte Reorganiseringslov, hvis formål var at give stammerne politisk og økonomisk selvstyre på deres reservater. Lovens fortalere forudså, at den kunne bruges til at integrere splittede grupper, genopbygge ny politisk autoritet, skabe nye grupper af uddannede unge og engagere de enkelte reservater i langsigtet økonomisk planlægning. Kritikerne argumenterede med, at loven indebar en stadig afhængighed af det føderale kontor for oprindelige folks anliggender (Bureau of Indian Affairs).

På trods af, at Kongressen i en periode i 1950'erne prøvede at frigøre sig fra sine forpligtelser, og på trods af en generel samfundsudvikling, som har været højst ugunstig for de oprindelige folks ofte ikke-specialiserede arbejdskraft, er det i nogen grad lykkedes at stabilisere udviklingen på mange reservater, at sikre føderale tilskud, som administreres af folkene selv, og at fastholde krav om særrettigheder, herunder ejendomsret til de naturlige resurser, med henvisning til traktaternes bestemmelser. I kraft af bl.a. anerkendelsen af stammer (tribes) som enheder med egne jordbesiddelser og ejendomsret til områdernes naturlige resurser har de oprindelige folk til forskel fra andre etniske grupper været i stand til at opbygge nye politiske strukturer og udbygge en kollektiv identitet i forhold til både føderale og enkeltstatslige myndigheder. Store dele af den oprindelige befolkning både på og uden for reservaterne lever dog stadig under dårlige sociale og sundhedsmæssige forhold.

Gennem 1900-tallet begyndte folketallet for de oprindelige folk igen at stige. En folketælling fra 2020 viste, at 9,7 mio. i USA identificerer sig som "Native American" eller "Alaska Native", og at 1,8 mio. i Canada (2021) identificerer sig som "First Nation" eller "Métis" oprindelige folk. Flertallet af Nordamerikas oprindelige folk lever i storbyerne. I USA bor kun ca. 1/4 af de registrerede medlemmer af stammer i de 278 reservater. I Canada fordeler 57 procent af de oprindelige folk sig på de ca. 2000 reservater, resten bor i byerne.

De moderne indianske kulturer ligger langt fra kulturområdernes karakteriseringer. De indianske folk er i vidt omfang indgået i det amerikanske eller det canadiske samfund og gennem ægteskab blandet med ikke-indianske folk af forskellig herkomst. Mange steder på reservaterne findes der imidlertid samfund, der mere eller mindre er baseret på en subsistensøkonomi, suppleret med arbejdsindtægter eller forskellige former for overførselsindkomst.

Oprindelige folk og deres politiske organisationer gør et stort arbejde for at bevare deres sprog og kultur; mange sprog tales fortsat af traditionelt orienterede personer, og religiøse og andre ceremonier afholdes efter både traditionelle og moderniserede forskrifter. En specialiseret tradition inden for kunst og kunsthåndværk udvikles fortsat i kraft af muligheden for afsætning til et bredt publikum. Gennem powwows og andre kulturelle sammenkomster vedligeholdes såvel lokale gruppetilhørsforhold som "pan-indianske" identiteter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig