irokesere

Irokesere, ho-dé-no-sau-nee, langhusfolket, nordamerikanske indianere i området syd og øst for Lake Ontario. Fem af de irokesiske stammer, nemlig mohawk, oneida, onondaga, cayuga og seneca, dannede før 1600-t. Irokeserforbundet, som efter tuscaroraindianernes tilslutning i 1722 også blev kaldt "De 6 Nationer".

Irokeserne levede i uafhængige bysamfund med 30-150 langhuse beboet af familier beslægtede i kvindelinjen. Slægtsgrupperne var organiseret i klaner; de gamle kvindelige familieoverhoveder, klanmødrene, udpegede mænd af deres slægt som repræsentanter både i byrådene og i forbundsrådet. Disse mænd betegnes sachems eller fredshøvdinge. Andre mænd opnåede politisk magt gennem veltalenhed eller som krigsledere. Kvinderne dyrkede hovednæringsmidlet majs foruden bønner og græskar, mens mændene tog sig af jagt, handel, krig og andre politiske relationer til omverdenen. Selvom kvinderne havde stor indflydelse både økonomisk ved landbruget, som gamle klanmødre og i organiseringen af religiøse ceremonier, var der ikke tale om et kvindestyre, da den formelle og udøvende magt lå hos de mandlige høvdinge.

I 1990'erne besidder irokeserne, som tæller knap 50.000, flere mindre reservater i staterne Wisconsin og New York i USA samt i Ontario, Canada.