Natchez, indianerbefolkning, der tidligere var bosat i ni landsbyer øst for Mississippiflodens nedre løb. De var landbrugere i et rangordnet samfund, hvis templer lå på pyramidelignende høje. Natchezfolket blev fordrevet af franskmændene i begyndelsen af 1700-t. De overlevende sluttede sig til chickasaw, creek og cherokee.