Waiwai, caribisktalende amazonindianere, der lever på grænsen mellem Guyana og Brasilien. Pga. deres marginale placering levede waiwaier indtil midten af 1950'erne i stor isolation og fulgte den overleverede tradition. En dansk ekspedition bestående af etnograferne Jens Yde (1906-76) og Niels Fock studerede på dette tidspunkt hhv. waiwais materielle og åndelige kultur. Da udgjorde de ca. 150 medlemmer, et antal der omkring 2000 er tredoblet, især ved tilflytning fra nabogrupper. Waiwais erhvervsaktivitet er økonomisk domineret af svedjeagerbrug med især maniokdyrkning, men mændenes jagt har følelses- og prestigemæssigt størst betydning. Landsbyerne består af et stort rundhus, der ligger i en rydning i regnskoven dagsrejser borte fra nærmeste naboer. Fra slutningen af 1950'erne har en amerikansk kristen mission påvirket waiwaierne i retning af større bofasthed og europæisk klædedragt. Se Amazonas (folkeslag).