Merovingerne, frankisk kongeslægt ca. 450-751. Slægtens oprindelse fortaber sig i sagnenes verden, hvor den knyttes til en overnaturlig herkomst, og merovingernes særlige kendetegn skulle være deres lange hår. Den første historiske merovingerkonge var Childerik 1., der døde i 481/482. Faderen var ifølge traditionen Merovech, efter hvem slægten tog sit navn og sagn. På denne tid regerede flere merovingere i de nordlige Rhinegne som småkonger, der hver herskede over en by med opland. Chlodovech 1., Childeriks søn, udryddede disse medbejlere til magten og samlede på denne måde alle frankerne under sit herredømme. Han udvidede dernæst sit rige mod øst og SV, idet han bl.a. besejrede alemannerne og visigoterne, og han lod sig som den første mand af slægten døbe til den kristne tro. Han regnes derfor normalt som den egentlige grundlægger af Frankerriget. Hans sønner udvidede riget gennem erobringen af Burgunderriget i 534 og indlemmelsen af Provence i 537.

Efter Chlodovechs død i 511 og igen efter Chlothar 1.s død i 561 blev riget delt mellem sønnerne. Det var en skik, der længe blev holdt i hævd af merovingerne. Delingerne var ødelæggende både for slægten, fordi de førte til mange frændestridigheder, og for riget, fordi de i 600-t. medførte en svækkelse af Frankerriget, der kom til at bestå af delrigerne Austrasien og Neustrien/Burgund.

I de første generationer var de merovingiske konger magtfulde. De herskede selv over deres landområder, kun bistået af rådgivere fra adelen og gejstligheden. Disse overtog dog i løbet af 600-t. reelt magten, og merovingerne blev reduceret til skyggekonger, der udelukkende havde ceremonielle funktioner. Den virkelige magthaver blev kongens major domus, der fra slutningen af århundredet hørte til karolingerslægten. I 700-t. lod den regerende major domus flere gange tronen være vakant; han følte sig åbenbart ikke i stand til at afsætte merovingerne fra kongeværdigheden, og det er ganske enestående for denne periode i europæisk historie, at et arvekongedømme kunne eksistere i så lang tid på trods af kongernes manglende magt. I 751 fandt Pippin 3. den Lille dog tiden moden til med pavens hjælp at sætte den sidste merovingerkonge, Childerik 3. (d. 754), i kloster for selv at overtage kongeværdigheden.

Merovingisk kunst

kendes bedst fra smykkekunsten med særlig brug af guldfiligran og cloisonné-emalje, fundet i bl.a. kongelige grave som dronning Arnigundes (d. ca. 570) i Saint-Denis, samt fra enkelte reliefprydede gravmæler. Stilen i disse svarer til karvsnitarbejder i elfenben til kristen liturgisk brug og ligger i direkte forlængelse af den tidlige germanske dyreornamentik, mens det merovingiske bogmaleri fra 700-t. med symbolske fugle- og fiskemotiver bygger på en stærkt fladebetonet, lineær tradition.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig