Med Cæsars erobring af området i 51 f.v.t. blev hele det senere Frankrig en del af Romerriget, og en påvirkning fra romersk kultur indledtes. Den centrale by blev Lugdunum (nuv. Lyon). For udviklingen i området under romersk herredømme, se Gallien.

I løbet af 400-t. mistede romerne herredømmet over Gallien. I 418 indgik de en overenskomst med goterne, der fik lov til at slå sig ned inden for Romerrigets grænser i provinsen Aquitanien. Goterkongen Euric fik i 475 anerkendt sit rige, der omfattede hele det vestlige Gallien syd for Loire, som selvstændig stat, og året efter indlemmede han Provence i sit rige. Området øst for goterne var behersket af burgunderne, der havde boet her siden 442 med Lyon som hovedstad. Nord for Lyon er der større usikkerhed om magtfordelingen, men i hvert tilfælde herskede flygtninge fra Britannien over Bretagne, frankiske stammer over landet omkring Nedrerhinen, og mod øst boede alemannerne. Derudover var der visse romerske enklaver under ledelse af Syagrius.

Merovingertiden (ca. 450-751)

Den følgende periode blev præget af frankernes voldsomme ekspansion i Gallien, anført af Chlodovech. Han tilhørte merovingerslægten, der kom til at beklæde tronen indtil 751. Det lykkedes ham at blive konge for alle frankere samt at eliminere Syagrius og alemannerne. Han besejrede visigoterne i Slaget ved Vouillé i 507 og kunne derefter indlemme deres landområder i Frankerriget med undtagelse af Septimanien, som de fastholdt, og Provence, som goterkongen i Italien, Theoderik den Store, uhindret annekterede. Frankerne udgjorde således kun en lille del af befolkningen, men Chlodovech forstod at knytte landets oprindelige befolkning, galloromerne, til sig, bl.a. ved at antage deres tro, idet han lod sig døbe af en katolsk biskop, og give en lovgivning for hele riget, Lex Salica. Clodovech betragtes derfor som Frankerrigets skaber, ikke Frankrigs, og det diskuteres stadigvæk, om galloromerne eller frankerne er franskmændenes forfædre.

Da Chlodovech døde i 511, blev riget delt mellem hans fire sønner. Idéen om Frankerrigets enhed blev dog opretholdt, idet den længstlevende af dem til slut i 558 overtog den samlede magt. I 534 blev Burgund erobret, og i 536 blev Provence afstået til frankerne. Dermed havde disse endelig fået adgang til Middelhavet, og Marseille kom til at spille en væsentlig rolle for udviklingen af handelen. I samme periode begyndte ekspansionen ind i det nuværende Tyskland, og Frankerriget var blevet en vesteuropæisk stormagt.

Riget blev imidlertid atter delt i 561, og rivalisering mellem kongerne svækkede frankernes magt. I slutningen af 500-t. var der reelt tale om en tredeling af riget: Austrasien, der omfattede den nordøstlige del af Gallien samt dele af det nuværende Tyskland, Neustrien, der udgjorde den nordlige og vestlige del, samt Burgund, der var den sydøstlige del. De tre riger var ganske vist i perioder forenede i forskellige kombinationer, men da stormændenes interesser i rigsdelene var forskellige, blev udviklingen også forskellig; merovingerne blev efterhånden reduceret til skyggekonger. Den egentlige ledelse af rigsdelene lå hos majores domus ('hushovmestrene'), og først efter Slaget ved Tertry i 687 kunne Pippin 2., der havde været major domus i Austrasien fra 680, igen forene Frankerriget under sin ledelse. Han hørte til karolingerne, således som de senere blev kaldt, og den slægt dominerede Frankerriget i de kommende 300 år, først som majores domus og senere som konger og kejsere.

Det lykkedes for hans efterfølger, Karl Martel, at tiltvinge sig magten i de tre rigsdele. Han blev senere i historien mest kendt for bl.a. i Slaget ved Poitiers i 732 at have standset arabernes ekspansion mod nord fra Spanien, hvor de havde undertvunget goterne i 711.

Karolingertiden

Frankrig under Karl den Store.

.

Karl Martels søn Pippin 3. den Lille afsatte i 751 den merovingiske konge og overtog selv embedet.

I Karl den Stores regeringstid 768-814 oplevede Frankerriget kulminationen. Karl gennemførte på langt sigt en reorganisering af administrationen, således at den blev baseret på et stærkt centralstyre, der i princippet skulle regulere alle forhold i riget. Kongelige udsendinge, missi dominici, skulle kontrollere, at lokaladministrationen under grever og biskopper fulgte de kongelige love eller kapitularier. Han forsøgte at effektivisere landbruget ved at give anvisninger til driften af sine jordbesiddelser. Han knyttede en række af datidens lærde til sit hof i Aachen, og gennem deres studier af fortidens forfattere, kunstnere og arkitekter blev antikkens idealer genoplivet (se karolingisk renæssance). Også kirkens forhold ordnede han efter de foregående århundreders forfald. I udenrigspolitisk sammenhæng førte han 772-804 en række blodige krige mod sakserne, som efterhånden blev besejret og tvangsdøbt. I Centraleuropa bragte han igen de folk til lydighed, der havde frigjort sig under merovingerne, og han skabte en bufferzone i det nordlige Spanien mod araberne. Han involverede sig tillige i forholdene i Italien, idet han 774 besejrede longobarderne og indlemmede Norditalien i sit rige, og han fastholdt sin fars, Pippins, donation til romerbiskoppen af Patrimonium Petri ('Peters arvelod'), der blev en af forudsætningerne for det middelalderlige pavedømme. Kulminationen på Karls formelle magtposition fandt sted juledag år 800 i Rom, da paven kronede ham til kejser, men det politiske spil bagved forekommer så speget, at man ikke i dag klart kan konstatere, hvem af de to der var initiativtageren.

Først ved traktaten i Aachen i 812 anerkendte Det Byzantinske Rige Karls nye værdighed. Karl den Store kom således til at indtage en stærk territorial magtposition, og det er derfor naturligt, at han er inddraget i både Frankrigs og Tysklands fortid som forudsætning for deres nationalhistorier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig