Frankrig - historie (1610-1788: Fra Ludvig 13. til Ludvig 16.s tid)

Ved Henrik 4.s død greb hans enke, Maria Medici, tøjlerne i formynderregeringen for Ludvig 13. Hun førte en vaklende politik, der hurtigt forårsagede protester ude i landet og ikke mindst i parlamenterne. I 1614 indkaldtes til en stænderforsamling, uden at problemerne derved blev løst; det blev den sidste stænderforsamling før 1789. I 1617 tog Ludvig 13. magten fra formynderregeringen. Han kom især til at stå over for problemerne med de protestantiske enklaver og les grands, nemlig det øverste lag af aristokratiet og sidegrenene til kongefamilien, der mente at have et legitimt krav på at deltage i statens styrelse. Nantesediktet havde efterladt protestanterne med selvstyre i en række byer, især i Languedoc i Sydfrankrig. Provinsguvernørerne, der netop rekrutteredes fra les grands, og som opretholdt tætte forbindelser til lokalforsamlinger og korporationer, var i stand til at rejse hele provinser mod kongemagten.

I 1624 udnævnte Ludvig 13. Armand Jean de Richelieu til førsteminister, og resten af regeringstiden blev domineret af deres tætte samarbejde. Kongen kunne ikke acceptere, at Nantesediktet tillod eksistensen af to stater i Frankrig med hver deres love. Optræk til indgreb over for protestanterne medførte, at byen La Rochelle begyndte et oprør. Belejringen af byen 1627-28 og et påfølgende oprør i Languedoc endte med indgåelse af Alèstraktaten i 1629. Protestanterne beholdt deres religionsfrihed, men skulle underordne sig lovene og måtte ikke længere befæste deres byer. Centraliseringstendenserne blev fra nu af mere fremtrædende. Højadelen og prinserne blev gradvis sat uden for indflydelse.

Efter 1631 gik Frankrig aktivt ind i Trediveårskrigen. Man genoptog den traditionelle alliance med de protestantiske tyske og nordeuropæiske fyrster, bl.a. med Christian 4. og Gustav 2. Adolf af Sverige, med henblik på at svække den habsburgske kejsermagt. I Italien og Flandern førte Frankrig nu en mere offensiv politik vendt mod den spanske konge. Richelieu påbegyndte en stor flådereform for at tage konkurrencen på verdenshavene op med England og Holland. Han døde imidlertid allerede i 1642, og Ludvig 13. året efter.

Anna af Østrigs formynderregering for Ludvig 14. udnævnte kardinal Jules Mazarin til førsteminister. Krigshandlingerne mod Spanien, anført af feltherrerne Louis 2. de Condé og Henri de Turenne, medførte stadig større udgifter trods afgørende sejre; og de stadig tydeligere bestræbelser under Mazarin på at indføre enevælde genoplivede oppositionen. Parlamenterne nægtede at godtage udgifterne og ekstraskatterne, og prinserne søgte en andel i magten samt kompensation for de tab, de havde lidt under den tidligere regering.

I 1648 brød oprøret, Fronden, åbent ud. Fronden havde mange træk fælles med Den Franske Revolution, fx vreden over, at magten koncentreredes i en uigennemskuelig inderkreds omkring kongen. Man søgte inspiration i Den Engelske Revolution, og ønsket om et konstitutionelt monarki blev fremsat. Hovedaktører var adelen og borgerskabet i de store byer foruden bredere kredse i især Paris. Mangelen på sammenhold og en klar fælles politik forhindrede dog Fronden i at udvikle sig til andet end en række oprør, der forekom mere og mere formålsløse. Da Ludvig 14. overtog magten i 1661 efter Mazarins død, var den reelle opposition mod enevælden så godt som væk.

Ved Den Westfalske Fred i 1648 havde Frankrig brudt den habsburgske omklamring. Tyskland var opløst i mindre stater, og ved Pyrenæerfreden i 1659 sluttedes fred med Spanien. Ludvig 14.s udgangspunkt var således langt bedre end hans forgængeres. Mazarins nærmeste medarbejdere, bl.a. Jean-Baptiste Colbert, beholdt deres indflydelse i fransk politik frem til 1680'erne, men uden at have magt som Richelieu eller Mazarin.

Ludvig 14. koncentrerede stadig mere magt på egne hænder. Lydighed over for den af Gud indsatte øvrighed, kongen, skulle fremover være undersåtternes første pligt. Adelen skulle koncentrere sig om militære funktioner og holdes væk fra administrationen.

Adelen havde mistet meget af sin tidligere position. Landbrugskrisen i første halvdel af århundredet fastfrøs indtægterne, og det undergravede i forening med prisstigningerne godsøkonomien. Da adelen var afskåret fra andre, mere lukrative erhverv bortset fra søhandel, blev de økonomiske problemer kroniske. Hertil kom Ludvig 14.s krav om hoftjeneste for dem, der ønskede privilegier, pensioner eller embeder. Adelige kunne således ikke længere gøre karriere uden at være til stede ved hoffet. Kongen indførte den strenge hierarkiserede og ceremonityngede spanske hofetikette, som forvandlede hoffet til et tungt maskineri, hvis funktion var at indgyde respekt for staten. Efter 1682 flyttede hoffet til Versailles, hvor pragtudfoldelsen og livsstilen blev et forbillede for hoffer i resten af Europa.

Colbert genoptog Richelieus satsning på flådemagt og søhandel. For at forøge guldreserverne ville Colbert hjælpe industrier, der holdt pengemidlerne inden for landet. En række manufakturer i statsligt regi så således dagens lys, og især produktionen af luksusvarer, fx silke, fik betydning. Denne tidlige industrialisering medførte en generel forbedring af levestandarden i byerne og en stærk forøgelse af statens indtægter.

Parlamenterne, som bestod af embedsadelen, noblesse de robe, mistede deres vetoret over for love og skatteudskrivninger, men beholdt i øvrigt alle privilegier. Embedssalget, som i praksis betød, at embeder inden for retsvæsenet blev arvelige, forårsagede efterhånden, at man legalt kunne påvirke retsafgørelser ved at betale afgifter. Dette udviklede sig til et alvorligt problem for retsbevidstheden.

Landbruget stagnerede. Størstedelen af landbrugsjorden ejedes af bønderne, der anvendte forældede driftsformer, hvorved udbyttet forblev ringe. Produktionen af landbrugsvarer med henblik på salg lå endvidere de fleste bønder fjernt, hvilket bidrog til de mange forsyningskriser, som de voksende storbyer oplevede.

Kronens forøgede indtægter blev især brugt på forbedring af centraladministrationen, der voksede kraftigt og professionaliseredes i denne periode. Desuden blev hæren reformeret, og den voksede fra 17.000 mand i 1628 til 358.000 i 1715. Enevælden etablerede sig som et militærdiktatur, hvor hæren kunne anvendes både udadtil og indadtil. Devolutionskrigen med Spanien var den første prøve, og Frankrig vandt Lille og flere grænsefæstninger. Krigen mod Holland 1672-78 blev både en krig om handelsinteresser og en ideologisk krig, hvor Ludvig 14. følte sig kaldet til at bekæmpe protestantismen. Nijmegenfreden i 1678 skaffede Frankrig Franche-Comté, Artois og resten af det fransktalende Flandern; i 1681 blev Alsace integreret i Frankrig.

I 1685 tilbagekaldte Ludvig 14. Nantesediktet fra 1598. Som overhoved for den gallikanske kirke tolererede han ikke længere afvigelser fra den katolske tro. Voldsomme forfølgelser og tvangsomvendelser satte ind, og over 200.000 mennesker måtte flygte. Huguenotterne slog sig især ned i Holland, England og Brandenburg, men også i Danmark. For Frankrig blev det et voldsomt slag for hæren og for den netop opblomstrede industri.

Da Ludvig 14. truede med at ville besætte Pfalz, voksede vreden ude i Europa, og i Den Augsburgske Liga fandt både katolske og protestantiske fyrster sammen mod Frankrig. Den Pfalziske Arvefølgekrig stod på 1688-97 og blev meget bekostelig for Frankrig. Den fulgtes næsten omgående af den endnu mere bekostelige Spanske Arvefølgekrig 1701-14, og ved Utrechtfreden i 1713 blev Ludvig 14.s barnebarn accepteret som spansk tronfølger.

Ludvig 14.s sidste år var ud over af krigsomkostninger præget af økonomisk stagnation, og misvækst og hårde vintre medførte hungersnød. Hertil kom, at næsten alle kongens efterkommere var døde. Da Ludvig 14. døde i 1715, var således kun oldebarnet tilbage som tronarving, den femårige senere Ludvig 15. Det lykkedes at beholde alle Ludvig 14.s erobringer, men landet var ikke moderniseret tilstrækkeligt. Enevælden lå som et lag fernis over uløste problemer.

Regentskabet blev ført af Philippe d'Orléans. Adelen prøvede at få deres gamle privilegier overholdt, hvilket førte til et stærkt modsætningsforhold til bønderne, og dette fjendskab holdt sig igennem hele 1700-t. For at løse de finansielle problemer indkaldte man den skotske merkantilist John Law, som i 1716-20 søgte at indføre en papirpengeøkonomi. Pga. uforsigtige dispositioner endte det imidlertid med en stor bankerot. Den mistillid, der herved blev skabt hos opinionen, hindrede i mange år frem en moderne udvikling af fransk økonomi.

I modsætning til enevælden under Ludvig 14. hældede man nu mere til det engelske system med en førsteminister. En sådan fandt man i kardinal André-Hercule de Fleury, der fra 1726 til sin død i 1740 styrede Frankrig uden om alvorlige konflikter. Levefoden steg og var i hele århundredet langt højere end i fx England. I de næste 50 år var Frankrig et forbillede for hele Europa. Kunst og videnskab blomstrede, og fransk blev det nye internationale sprog. Samfundskritiske forfattere med Voltaire i spidsen fik en hidtil ukendt udbredelse i Europa. Selvom landet blev rigt, forblev statens finanser imidlertid i en dårlig forfatning. For at undgå uro veg man også denne gang uden om et opgør med de forældede samfundsstrukturer og en gennemgribende reform af skattevæsenet.

Udenrigspolitisk gjaldt det om at bevare indflydelsen på kontinentet. Arvestriden om Polen og tronstriden i Østrig var kærkomne lejligheder til at blande sig, men Fleury og senere politikere indså, at det var i Atlanten, den egentlige magtkamp skulle udkæmpes; England blev hovedmodstanderen på verdenshavene, og flåden udbyggedes systematisk. I Den Preussiske Syvårskrig 1756-63 koncentrerede englænderne sig om at reducere det franske kolonirige. Ved freden i Paris i 1763 måtte Frankrig afstå store dele af de caribiske og nordamerikanske besiddelser, bl.a. Canada, men beholdt dog Antillerne, der dengang ansås for at være den vigtigste besiddelse. Udenrigsminister Étienne Choiseul (1719-85) satte alt ind på at forbedre flåden, og i 1768 købte han Korsika af Genova for at få et støttepunkt i Middelhavet.

De indre konflikter, herunder en voksende modstand mod enevælden, blussede op igen, og Ludvig 15.s død i 1774 blev mødt med lettelse. Under hans efterfølger, Ludvig 16., forstod politikere som finansminister Jacques Turgot, udenrigsminister Charles Vergennes og juristen Chrétien Malesherbes, at de gennemgribende reformer, man havde udsat i snart 150 år, ikke kunne vente længere. Et forsøg med frihandel inden for landbrugsvareområdet blev dog mødt med så voldsomme protester, at Turgot måtte gå af. Spæde forsøg på at skabe valgte byråd måtte også tages af bordet pga. de privilegeredes protester. Jacques Necker forsøgte at skabe lokalforsamlinger af indflydelsesrige mænd, men mødte også her stærk modstand, ligesom det var umuligt at finde støtte for en skattereform. Reformerne mislykkedes således gang på gang, mens opinionen blev mere og mere radikal. Frankrigs indblanding i Den Amerikanske Frihedskrig på USA's side med Joseph La Fayette i spidsen for det franske ekspeditionskorps blev imidlertid en stor indenrigspolitisk succes.

Ludvig 16. opfattedes i 1783 af mange franskmænd som en tilhænger af frihed, en opfattelse, der holdt sig langt ind i revolutionsårene. I realiteten var han den af periodens konger, der havde mindst sans for realpolitik. Fast forankret i forestillingen om sin af Gud givne opgave brød han sig ikke om opinionen. Den finansielle krise blev akut i løbet af firserne. Charles-Alexandre de Calonne forsøgte ved at pumpe penge ud i systemet at få gang i hjulene og derved forøge indtægterne, men effekten udeblev, og størstedelen af indtægterne gik til at betale af på gammel gæld. Statsbankerotten truede, men i den offentlige mening så det ud, som om kronens midler blev brugt til at privilegere hofadelen, og myten om hoffets udgifter som skyld i miseren bed sig fast. Tredjestands (borgernes) had til de privilegerede eksploderede, næret af et nyopstået ønske om lighed. Siden middelalderen havde kongerne søgt opbakning for deres politik eller støtte til omlægning af skattesystemet ved at indkalde repræsentative forsamlinger. Ludvig 16. indkaldte i 1787 til en Assemblée des notables, uden at en løsning kunne findes. Pariserparlamentet nægtede nu, i modstrid med de beføjelser, det havde haft siden enevældens indførelse, at godkende de kongelige edikter og opfordrede til indkaldelse af en stænderforsamling. Kongen slog hårdt ned på parlamentet, men svingede i løbet af 1788 rundt og indkaldte til en stænderforsamling den 1.5.1789.

Læs videre om Den Franske Revolution, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.