Frankrig - historie (1804-1830: Kejserdømmet, restaurationen og De 100 dage)

I 1804 fik Napoleon Bonaparte titel af kejser ved en folkeafstemning, og den 2/12 kronede han sig selv som Napoleon 1. i overværelse af paven i kirken Notre-Dame i Paris.

Forberedelserne til en invasion i England måtte opgives i 1805, da England, Østrig, Rusland, Neapel og Sverige dannede den tredje koalition og lord Nelson i oktober 1805 uskadeliggjorde den fransk-spanske flåde ved Trafalgar. I november indtog Napoleon derfor Wien og tvang den 2/12 ved Austerlitz Østrig til fred. Samme år havde han gjort sig til konge af Italien, sine brødre Joseph og Louis indsatte han 1806 i hhv. Neapel og Holland. Han dannede Rhinforbundet som et fransk protektorat og opløste Det Tysk-romerske Rige.

Napoleons store armé var en massehær af hidtil uset omfang. Den bestod 1806-12 af over 3 mio. soldater. Dens force var stor mobilitet samt en national begejstring og et had til de feudale tyrannier. Napoleons lynkrigsstrategi overrumplede gang på gang modstanderne, og den militære prestige bidrog til at udbrede revolutionens idéer i Europa. Arméens svaghed var forsyningerne. Den måtte udbytte de besatte lande, hvilket vakte national modstand, som fik katastrofale følger, fx 1808-14 i Spanien og 1812 i Rusland.

I oktober 1806 dannede England, Rusland og Preussen den fjerde koalition. Lynhurtigt slog Napoleon preusserne ved Jena den 14/10, indtog Berlin den 28/10, dekreterede fastlandsspærring mod England og besatte hele Nordtyskland for at gøre blokaden effektiv. Med sejren ved Friedland tvang han Rusland til fred i Tilsit i juli 1807. Rusland måtte tilslutte sig spærringen, og Preussen måtte nedskære sin hær og afstå land til et nyt kongerige, Westfalen, under Napoleons bror Jérôme, og til et polsk storhertugdømme, Warszawa. Det Tysk-romerske Riges opløsning og Preussens nederlag lagde spiren til tysk nationalisme.

Napoleons imperium strakte sig nu fra Lübeck til Rom. Det var omgivet af lydlande, som kejserens familie, klienter og allierede regerede. Kun England var uden for systemet, men under økonomisk blokade. I 1808 indsattes Joseph Bonaparte som konge i Spanien, men det resulterede i en guerillakrig, der helt frem til 1814 bandt store franske styrker. De spanske problemer tilskyndede i april 1809 Østrig til den femte koalition med England. Lynsnart forlod Napoleon Spanien, indtog i maj 1809 igen Wien og tvang i oktober ved Wagram Østrig til en fred. Freden besegledes ved hans ægteskab med Marie-Louise af Østrig. Hun fødte i 1811 tronarvingen, Napoleon, konge af Rom.

Utilfreds med Napoleons politik, bl.a. i Polen, opgav den russiske kejser fastlandsspærringen. Napoleon angreb derfor i juni 1812 Rusland med over 600.000 mand. I september stod arméen efter et vanskeligt felttog i det brændende Moskva uden vinterkvarter og forsyninger, hvorefter den måtte tiltræde et håbløst tilbagetog igennem den russiske vinter. Mindre end 100.000 nåede tilbage. Preussen, Østrig, Rusland, Sverige og England dannede i 1813 den sjette koalition. Napoleon havde først fremgang og afviste en gunstig fred, men i oktober led han nederlag ved Leipzig. Koalitionen gik ind i Frankrig, og den 5.4.1814 abdicerede kejseren.

Napoleons styre bevarede revolutionens nyvindinger, men i en form, hvor statens autoritet stod over friheden. Den nye administrative struktur i Frankrig fra dengang har holdt indtil nutiden. I 1800 blev embedsmandskorpset professionaliseret, og med præfektsystemet fik centralmagten fuld kontrol med departementer og kommuner. En retsreform samme år betød øget retssikkerhed i form af appeldomstole og uafhængige, statsudnævnte dommere, men et stort hemmeligt politi reducerede den politiske frihed. Code Napoléon (Code civil) fra 1804, som stadig er civilrettens grundlag i Frankrig, og som blev model for lovgivningen i mange lande, garanterede lighed, ejendomsret og religionsfrihed, lige arveret og skilsmisseret, men bevarede den traditionelle faderautoritet i familien. Gymnasie- og universitetsundervisningen, som kirken forestod før 1789, og som trods gode hensigter var blevet desorganiseret under revolutionen, blev genoprettet i centralistisk form. Moderne undervisningsprogrammer i pagt med tidens interesse for matematik, naturvidenskab og teknik kombineredes med ideologisk opdragelse til troskab mod religion, fyrste, fædreland og familie. Der oprettedes eliteskoler for lærere, ingeniører og kunsthåndværkere. Pengevæsenet konsolideredes ved grundlæggelsen af Banque de France og ved en solid mønt, baseret på guld og sølv. Store offentlige arbejder, kanal-, havne- og vejbyggeri, rustningsindustriens blomstring og beskyttelsen mod engelsk konkurrence, som al industri nød godt af, befæstede den sociale ro.

I 1814 genindførtes monarkiet. Ludvig 16.s bror blev konge under navnet Ludvig 18. Frankrig beholdt de naturlige grænser fra 1792, inkluderet Savoyen og de pavelige enklaver, og Napoleon blev forvist til øen Elba. Kongen garanterede frihed, lighed og ejendomsret til konfiskeret gods. Den nye forfatning, La Charte, indførte et kammer af kongevalgte, arvelige pairs og et deputeretkammer, valgt af et begrænset antal stemmeberettigede vælgere på 72.000. Der opstod dog tvivl om hensigterne, da hjemvendte emigranter og gejstlige drev propaganda for en tilbagevenden til det gamle styre. Se også Revolutions- og Napoleonskrigene.

Den 1.3.1815 landede Napoleon i Sydfrankrig. Overalt på vejen mod Paris vandt han soldaterne for sig, og Ludvig 18. måtte flygte. Men kejseren skuffede de revolutionære forventninger ved at udstede en meget restriktiv forfatning.

De europæiske magter på Wienerkongressen dannede øjeblikkelig den syvende koalition. Ved Waterloo blev Napoleon den 18/6 slået af modstandernes overlegne hære. Kun 100 dage efter at han var vendt tilbage, måtte han overgive sig. Englænderne deporterede ham til øen St. Helena i Atlanterhavet, hvor han døde i 1821, samtidig med at Napoleonsmyten begyndte at vokse sig stærk. Den Hellige Alliance af de fire europæiske stormagter sikrede sig mod flere overraskelser med en femårig besættelse af fæstningerne i det nordlige og østlige Frankrig, der mistede Savoyen og nogle grænsefæstninger i nord og fik pålignet en stor erstatning. I 1818 normaliseredes forholdene dog, og besættelsen ophørte.

Den genindsatte Ludvig 18. lovede amnesti og respekt for La Charte, men en reaktionær bølge af terror gik over landet, vendt mod jakobinere og bonapartister, og de 72.000 stemmeberettigede valgte et ultraroyalistisk deputeretkammer. Moderate kredse ledet af Élie Decazes påvirkede dog i 1816 kongen til at udskrive nyvalg og føre en mere liberal politik, men mordet i 1820 på tronarvingen, kongens nevø Charles-Ferdinand de Berry, udløste en reaktion. I 1824 valgtes på ny et ultraroyalistisk kammer. Da den stærkt konservative Karl 10. kom på tronen, støttede han et reaktionært program med dødsstraf for blasfemi, erstatning til emigranter og genindførelse af førstefødselsretten, hvilket fik flertallet til at smuldre. Regeringen strammede pressecensuren, udnævnte nye pairs for at sikre flertal i Pairskammeret og udskrev i juli 1830 igen valg. Men trods erobringen af Algeriet fik republikanere og orléanister, som støttede Ludvig-Filip af Orléans, fremgang. Da kongen ville regere ved dekreter uden om Deputeretkammeret, byggede pariserne den 27.-29.7.1830 barrikader, og Karl 10. måtte gå i eksil. Se også Julirevolutionen.

Læs videre om Julimonarkiet, Februarrevolutionen og Den Anden Republik, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.