Julimonarkiet (1830-1848)

Orléanisterne udmanøvrerede republikanerne og fik den 9.8.1830 Ludvig-Filip sat på tronen; han var det rige borgerskabs mand, og tronskiftet affødte kun beskedne forfatningsændringer. Stemmeretten blev udvidet til 240.000 vælgere, og pairskabets arvelighed blev afskaffet. Oppositionen omfattede ud over republikanerne legitimisterne, der ønskede bourbonerne tilbage, og bonapartisterne, der efter kongen af Roms død i 1832 anså Napoleons brorsøn, prins Ludvig-Napoleon, for dynastiets arvtager. De første år prægedes af arbejderopstande, revolutionsforsøg og to mislykkede bonapartistiske militærkup. En vis ro indtrådte under Louis Molé og François Guizot, der efter 1840 med økonomiske begunstigelser købte sig til komfortable flertal i Deputeretkammeret. Forgæves krævede bonapartister og republikanere en parlamentsreform og almindelig valgret. Julimonarkiets mål var stabilitet til gunst for de besiddende: Enrichissez-vous! 'Berig jer', lød kongens appel. Men toldbeskyttelse hindrede priskonkurrence på kul, jern og stål og dermed et egentligt industrielt gennembrud. I opinionen fremstod Julimonarkiet som middelmådigt, og udlandet lagde "tronraneren" Ludvig-Filip på is. Imidlertid vandt Napoleonnostalgien terræn. Erobringskrigen i Algeriet mod Abd al-Qadir 1830-46 styrkede ikke regimets prestige. Den store krise i Europa 1845-48 medførte forstærkede krav om reformer. Og den spirende socialisme satte de besiddelsesløses kår og arbejdernes manglende politiske og organisatoriske rettigheder i fokus. Oppositionen lancerede i 1847 en banketkampagne, hvor talerne krævede almindelig stemmeret og reform af parlamentet.

Februarrevolutionen 1848 og Den Anden Republik (1848-1852)

Den 22.2.1848 forbød Guizot en banket i Paris. Da arrangørerne nægtede at efterkomme forbuddet, afskedigede kongen Guizot, men militæret dræbte ved skyderier den 23/2 flere demonstranter. Dette udløste Februarrevolutionen. Deputeretkammeret blev besat, og kongen flygtede til England. Den 25/2 udråbtes Den Anden Republik, og der dannedes en provisorisk regering af republikanere med Alphonse de Lamartine, Alexandre Ledru-Rollin og Jacques Dupont de l'Eure samt nogle få socialister, bl.a. Louis Blanc. Der indførtes almindelig stemmeret samt presse- og forsamlingsfrihed. For at afbøde arbejdsløsheden blev der oprettet nationalværksteder. Men splittelsen mellem socialister og republikanere var dyb. Republikanerne vandt valget den 23/4, fordi de havde fået valget gennemtvunget, før socialisterne kunne få organiseret en landsomfattende bevægelse. Lukning af nationalværkstederne den 21/6 førte til kampe i Paris mellem militær og arbejdere, som kostede tusinder livet. Socialisterne blev knust, og mange deporteret til Algeriet. Uroen oven i den økonomiske krise bragte socialismen i miskredit, og den nye forfatning fra november 1848 kom ikke til at indeholde sociale bestemmelser. Forfatningen indførte almindelig valgret og klar adskillelse af den udøvende og den lovgivende magt.

Med over 75% af stemmerne valgtes prins Ludvig-Napoleon til præsident for fire år uden genopstillingsret. Bag ham stod Ordenspartiet, dvs. vælgere af katolsk og autoritær observans, orléanister og legitimister, landbefolkningen, der var bonapartistisk og konservativ, og en del arbejdere pga. hans skrift om fattigdomsspørgsmålet. Ludvig-Napoleons vælgere forventede autoritet og orden. Valget til Den Lovgivende Forsamling i maj 1849 blev vundet af Ordenspartiet, der gennemførte en række reaktionære love, fx Loi Falloux om katolske skoler og en indskrænkning af valgloven. Men præsident og monarkister kunne ikke samarbejde i længden. Alle ventede et kup, men blev alligevel taget på sengen, da Ludvig-Napoleon den 2.12.1851, årsdagen for Napoleon 1.s kroning og sejren ved Austerlitz, udskrev folkeafstemning for at få mandat til at udstede en ny forfatning ved dekret. Modstandere blev arresteret, og tusinder gik i eksil eller blev deporteret. Efter afstemningen, hvor 7,4 mio. stemte for forfatningsændringen, 650.000 imod, indførte Ludvig-Napoleon et autoritært præsidentstyre med demokratisk facade. I november 1852 godkendte en ny folkeafstemning ham som kejser, og den 2/12 blev Ludvig-Napoleon indsat som Napoleon 3.

Læs videre om Det Andet Kejserdømme, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig