Tyskerne indledte den 19.9.1870 en belejring af Paris, men det lykkedes indenrigsminister Gambetta at undslippe i ballon. Fra Tours organiserede han nye hære, der forsøgte at bryde belejringen, men forgæves. Den 28.1.1871 opgav Paris modstanden, og på tysk forlangende valgtes den 8/2 en nationalforsamling. Monarkisterne fik et stort flertal, men var delt i legitimister og orléanister. Adolphe Thiers blev udpeget til foreløbig regeringsleder og til fredsforhandler. Frankrig måtte afstå Alsace og dele af Lorraine samt betale 5 mia. franc i krigsskadeserstatning. Fredstraktaten blev underskrevet den 10/5 i Frankfurt.
Nationalforsamlingen, der slog sig ned i Versailles, kom hurtigt på kant med det folkelige Paris. En opstand på Montmartre 18.3.1871 førte til Pariserkommunen, der først 21-28/5 blev brutalt nedkæmpet af Thiers' regeringstropper. Mindst 30.000 blev dræbt. Det tog den franske arbejderbevægelse 20 år at komme sig over blodbadet og repressionen, mens Thiers og hans konservative republikanisme vandt respekt hos de besiddende.
Efter at monarkisterne forgæves havde søgt at skabe enighed om en tronprætendent, vedtog et spinkelt flertal i 1875 en række love, der dannede grundlag for den nye republik. I 1879 fik også Senatet republikansk flertal. En strid mellem præsident Patrice de Mac-Mahon og de deputerede førte i 1877 til parlamentarismens sejr, men bidrog i forening med et svagt udviklet partisystem til, at republikken fik karakter af et forsamlingsstyre med ustabile alliancer. I perioden 1879-1940 havde Frankrig i alt 91 regeringer.
Republikanerne delte sig op i de såkaldte opportunister, der dominerede indtil 1893, og de radikale. De var uenige om bl.a. skattepolitik, kolonipolitik og institutionerne, men stod samlet om Jules Ferrys antiklerikale politik, der kom til udtryk i skolelovene 1881-82. Opportunisterne gennemførte 1881-84 også en række love, der sikrede presse-, forsamlings- og organisationsfrihed. 1887-89 syntes republikken truet af general Georges Boulangers bevægelse, der fik næring af den økonomiske krise. En mere varig opposition voksede dog frem på venstrefløjen. Socialisterne fik stor fremgang ved valget i 1893 efter Panamaaffæren, og en bølge af anarkistiske attentater gik 1893-94 over landet. Til gengæld var der mange katolikker, der fulgte pave Leo 13.s opfordring i 1892 til at acceptere republikken (Le Ralliement). De moderate, der dannede regeringer fra 1893, indtog også en ret forsonende holdning til kirken.
Dreyfusaffæren satte en brat stopper for denne udvikling og førte i stedet til dannelse af Venstreblokken. Radikale regeringer, støttet af socialisterne, genoptog 1899-1905 kampen mod kirken; i 1904 kom det til et brud med Vatikanet, og i 1905 gennemførtes adskillelsen af kirke og stat. Samme år fandt de fleste socialister, bl.a. Jules Guesde og Jean Jaurès, sammen i partiet SFIO. Det blev en del af Anden Internationale og opgav støtten til de radikale.
Den radikale regeringsleder, Clemenceau, lagde 1906-09 yderligere afstand til socialisterne ved at slå hårdt ned på aktionerende bønder og arbejdere. Årene 1909-14 var politisk ustabile. Den internationale spænding fik dog i 1911 de moderate til at gå sammen med højre om et forsvarsprogram, og i 1913 vedtoges en lov om tre års værnepligt. Reaktionen kom ved valget i maj 1914, da det pacifistiske venstre med Jaurès i spidsen gik stærkt frem. Den uafhængige socialist René Viviani blev leder af en regering, der efter krigsudbruddet i august omdannedes til en national samlingsregering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.