Frankrig. Demonstration i Paris til støtte for studerende i forbindelse med Majrevolten 1968.

.

Det første parlamentsvalg i Frankrig under den nye forfatning blev afholdt i november 1958, og gaullisterne fik stort flertal. De Gaulle, der blev valgt til præsident 21/12, udpegede i januar 1959 Michel Debré til regeringsleder. Regeringen fik inflationen under kontrol, indførte den nye franc, svarende til 100 gamle, og sænkede toldsatserne.

Den økonomiske vækst var 1959-63 den højeste i Europa med et gennemsnit på 6,3% pr. år. De Gaulle indstillede sig snart på en forhandlingsløsning i Algeriet, og i 1960 talte han for første gang om "et algerisk Algeriet". Samme år opnåede 14 franske kolonier i Afrika uafhængighed. Ved en folkeafstemning i januar 1961 sagde et flertal ja til hans politik, og i marts 1962 førte Évianaftalen til Algeriets frihed. De Gaulle havde i april 1961 afværget et nyt officerskup, men den højreorienterede terrorbevægelse OAS (Organisation de l'armée secrète) fortsatte kampen for et fransk Algeriet med alle midler, bl.a. mordforsøg på de Gaulle, og bidrog også efter 1962 til fortsat ufred i Algeriet. Over 1 mio. europæere udvandrede til Frankrig.

De Gaulle udfordrede politikerne ved i april 1962 at udskifte Debré med den ret ukendte Georges Pompidou og ved i september samme år at udskrive folkeafstemning om indførelse af direkte præsidentvalg. Regeringen blev væltet, men de Gaulle reagerede ved at udskrive parlamentsvalg. Befolkningen tog præsidentens parti, sagde den 28/10 ja til forfatningsændringen og gav gaullisterne sejren ved parlamentsvalget. En ny Pompidouregering måtte i 1963 midlertidigt dæmpe inflationen og hermed også væksten. Ved det første direkte præsidentvalg i 1965 måtte de Gaulle uventet ud i en anden valgrunde for at sikre sejren over venstrefløjens kandidat, François Mitterrand, og ved parlamentsvalget i 1967 fik regeringen kun et spinkelt flertal.

De Gaulles udenrigspolitiske hovedmål var at hævde Frankrigs rang som uafhængig stormagt. I EF-politikken forsvarede han staternes vetoret og modsatte sig Storbritanniens optagelse, mens han udbyggede samarbejdet med Vesttyskland. Frankrig udviklede sit eget atomforsvar og trak sig i 1966 ud af det militære samarbejde i NATO. De Gaulle udnyttede det råderum, der var opstået med 1960'ernes afspænding, og udfordrede flere gange USA; han anerkendte i 1964 Kina, aflagde officielle besøg i Sovjetunionen og Østeuropa, støttede neutrale tredjeverdenslande og kritiserede USA's krigsførelse i Vietnam. Hans udenrigspolitik fandt bred støtte i Frankrig og bidrog til en opfattelse af gaullismen som hævet over partipolitik.

I maj 1968 rystedes Frankrig af uroligheder, Majrevolten, der i begyndelsen var et rent studenteroprør, som blev hårdhændet imødegået af regeringen. Situationen tilspidsedes, da flere millioner arbejdere og andre lønmodtagere støttede oprøret ved at nedlægge arbejdet og i mange tilfælde besætte deres arbejdspladser. De Gaulle syntes mere rådvild end Pompidou, som både tog initiativ til genåbning af Sorbonne og til de såkaldte Grenelleforhandlinger med arbejdsgivere og fagforbund, der endte med at give arbejderne lønforbedringer og kortere arbejdstid. Pompidous smidighed og forhandlingsvilje medvirkede i høj grad til genskabelse af roen, men en anden vigtig årsag var oprørernes uenighed om deres egentlige mål. Med en manende appel over radioen udskrev de Gaulle den 30/5 et parlamentsvalg, der i juni gav gaullisterne et flertal på 75% i Nationalforsamlingen. Men da han i april 1969 ved en folkeafstemning fik nej til en decentraliserings- og senatsreform, valgte han at gå af. Pompidou sejrede ved det efterfølgende præsidentvalg.

1969-72 prægedes af økonomisk modernisering og fornyet vækst. Pompidou optrådte udadtil mere moderat end sin forgænger og støttede bl.a. udvidelsen af EF fra 1973 med Storbritannien, Irland og Danmark. Med hjælp fra centrum vandt gaullisterne parlamentsvalget i 1973, men efter Pompidous død kunne de i 1974 ikke enes om en præsidentkandidat. Valéry Giscard d'Estaing fra partiet Républicains indépendants, RI, sejrede knebent over Mitterrand. Han valgte gaullisten Jacques Chirac til regeringsleder, men lagde hurtigt afstand til den gaullistiske bevægelse.

Giscard d'Estaing iværksatte et liberalt reformprogram, som bl.a. i 1974 førte til en nedsættelse af valgretsalderen til 18 år; i 1975 blev et af kvindebevægelsens hovedkrav opfyldt med loven om fri abort, der dog kun blev vedtaget med hjælp fra oppositionen. Men præsidentperioden blev hurtigt præget af den økonomiske krise, der var sat ind med oliekrisen i 1973. Inflationen og arbejdsløsheden steg kraftigt, mens væksten gik i stå. Krisen skærpede de sociale konflikter og gav bl.a. næring til militante regionalbevægelser i Alsace, Bretagne, Sydfrankrig (Occitanien) og på Korsika.

I 1976 overtog Raymond Barre posten som regeringsleder, da Chirac tog sin afsked, officielt pga. uenighed med præsidenten om den økonomiske politik. Chirac blev leder af gaullistpartiet, der ændrede navn fra Union des démocrates de la république, UDR, til Rassemblement pour la république, RPR, og i 1977 slog han Giscard d'Estaings kandidat i kampen om borgmesterposten i Paris.

På venstrefløjen havde Mitterrand i 1971 overtaget ledelsen af et fornyet socialistparti, Parti socialiste, PS, der i 1972 vedtog et fællesprogram med PCF og et lille radikalt udbryderparti. Venstreunionen gav PS en hurtig fremgang, delvis på PCF's bekostning. Uenighed om en opdatering af fællesprogrammet førte til et brud i 1977, og ved parlamentsvalget i 1978 sejrede en borgerlig alliance mellem Giscard d'Estaings samling, Union pour la démocratie française, UDF, og RPR.

Valgkampen op til præsidentvalget i 1981 var præget af borgerlig uenighed, mens Mitterrand fremstod som uafhængig af Georges Marchais' kriseramte kommunistparti. Med 51,8% af stemmerne sejrede han i anden valgrunde over Giscard d'Estaing og udskrev straks et parlamentsvalg, som venstrepartierne vandt. PS fik absolut flertal i Nationalforsamlingen, men regeringslederen, Pierre Mauroy, overlod alligevel fire ministerposter til kommunisterne.

Regeringen gennemførte en række reformer: Nedsættelse af arbejdstiden til 39 timer og pensionsalderen til 60 år, indførelse af fem ugers ferie samt nationalisering af nøgleindustrier og banker. Skelsættende var dødsstraffens afskaffelse og en decentraliseringsreform, der gav øget magt til de lokalvalgte, bl.a. i forhold til statens præfekter. Den ekspansive økonomiske politik førte dog hurtigt til underskud på handelsbalancen og til inflation og pres på francen. Hertil bidrog en stigende dollarkurs, men også andre staters, især Vesttysklands, restriktive politik.

I marts 1983 devalueredes francen for tredje gang siden 1981, men blev dog fastholdt i det europæiske pengepolitiske samarbejde, EMSen. Efter samråd med Bonn valgte Frankrig derpå en stram og deflationær krisepolitik. Omsvinget var et nederlag for tilhængere af fransk socialistisk enegang og en sejr for "europæerne" i PS, bl.a. Jacques Delors, som i en ny Mauroy-regering blev både finans-, økonomi- og budgetminister.

Regeringen kom i 1984 i stærk modvind dels pga. nedskæringer i den statsstyrede tunge industri, dels pga. et lovforslag, der ville forringe de private skolers vilkår, og som i juni fik 1 mio. demonstranter på gaden. I juli 1984 opgav Mauroy både lovforslaget og regeringsmagten. Laurent Fabius dannede en ny regering uden PCF, der valgte at gå i opposition efter et dårligt resultat ved valget til Europa-Parlamentet i måneden før. Dette valg var til gengæld et gennembrud for Jean-Marie Le Pen og hans højreekstremistiske Front National, FN, som fik 11% af stemmerne. FN har siden haft tilslutning fra 10-15% af de franske vælgere.

Ved parlamentsvalget i 1986 sejrede de borgerlige, og Chirac blev leder af en RPR-UDF-regering. Regeringens liberalistiske politik, som bl.a. omfattede privatiseringer, førte dog hverken til opsving eller til mindre arbejdsløshed. En universitetsreform måtte opgives efter studenteruro i november-december 1986. Mitterrands og Chiracs "samliv" (cohabitation) medførte ingen forfatningskrise, men fik præg af en duel med henblik på præsidentvalget i 1988. Mitterrand sejrede over Chirac med 54% af stemmerne i valgets anden runde og udskrev straks parlamentsvalg. PS vandt et relativt flertal, der blev basis for Michel Rocards mindretalsregering 1988-91.

I 1988 fik Rocard skabt et forlig, Noumea-aftalen, med løsrivelsesbevægelsen i det franske oversøiske territorium Ny Kaledonien. Forliget, der gjorde en ende på flere års uroligheder, blev bekræftet ved en folkeafstemning i 1998. Det indebar også, at en ny folkeafstemning skal finde sted om Ny Kaledoniens evt. selvstændighed i 2018. Men i Frankrig mislykkedes Rocards forsøg på at opnå en bredere støtte til sin politik. Mitterrand, hvis popularitet var vokset under Golfkrigen, skiftede i maj 1991 Rocard ud med Edith Cresson, der hermed blev Frankrigs første kvindelige regeringsleder. Hun afløstes dog allerede i april 1992 af Pierre Bérégovoy (1925-93), efter at PS i marts kun havde opnået 18,3% af stemmerne ved regionalvalgene.

Efter kursskiftet i den økonomiske politik i 1983 og især under indtryk af opbruddet i øst fra slutningen af 1980'erne forstærkede Mitterrand sit engagement i europæisk integration. Den franske afstemning om Maastrichttraktaten i september 1992 gav dog kun 51% jastemmer og skabte splid i de store partier.

Korruptionsskandaler og personkonflikter i PS, den fortsatte krise m.m. bidrog til, at RPR og UDF vandt en stor sejr ved parlamentsvalget i marts 1993. De fik tilsammen mere end 2/3 af Nationalforsamlingens mandater, og Édouard Balladur fra RPR blev regeringsleder i en ny "samlivsperiode" 1993-95. Mitterrand lagde fortsat den udenrigspolitiske kurs, hvilket bl.a. kom til udtryk i forbindelse med krigen i Eksjugoslavien. Balladurs regering gennemførte en række nye privatiseringer. I 1994 bedredes konjunkturerne, men arbejdsløsheden fortsatte med at stige og nåede samme år op på 3,3 mio. Valget til EU-Parlamentet i juni 1994 gav sejr til RPR-UDF-listen og et fatalt nederlag til Rocard, der var PS' spidskandidat. Han trak sig derefter fra lederposten i partiet og opgav at stille op til præsidentvalget i maj 1995.

Efter at Jacques Delors i december 1994 havde sagt nej til at opstille, blev Lionel Jospin i februar 1995 valgt til PS' præsidentkandidat. På den borgerlige fløj var RPR og UDF splittede i deres støtte til hhv. Chirac og Balladur. Balladur stod længe bedst i meningsmålingerne, men Chirac førte en effektiv kampagne og lovede store fornyelser, bl.a. i form af statslige initiativer til gavn for de udstødte. Samtidig forsikrede han dog, at Frankrig ville leve op til EU's ØMU-krav. I valgets første runde opnåede Jospin overraskende en førsteplads med 23,3% af stemmerne, mens Chirac og Balladur fik hhv. 20,8 og 18,6%. Anden runde blev derfor en traditionel venstre-højre-duel mellem Chirac og Jospin, som Chirac vandt med 52,6% af stemmerne. Alain Juppé fra RPR, der blev udpeget til regeringsleder, valgte i efteråret 1995 at se bort fra Chiracs socialpolitiske løfter i valgkampen og i stedet føre en stram budgetpolitik. Et forslag til reform af det sociale sikringssystem blev i december mødt med strejker og demonstrationer. Regeringens råderum var begrænset pga. en skuffende økonomisk vækst samt EU's ØMU-krav, arbejdsløsheden voksede, og Juppés popularitet var igennem 1996 dalende. Denne udvikling så ud til at kunne fortsætte frem til parlamentsvalget i 1998, så i håbet om at sikre sig endnu et femårigt flertal opløste Chirac Nationalforsamlingen i april 1997. Valget i maj-juni gav imidlertid en klar sejr til venstrepartierne, "la gauche plurielle", der tilsammen fik 320 mandater, mens højre fik 256 og Front National (FN) et enkelt mandat.

Lionel Jospin dannede en koalitionsregering, domineret af Parti socialiste (PS), som gennemførte en række sociale reformer, bl.a. en lov om 35-timers-arbejdsuge. Valget til EU-Parlamentet i 1999 bekræftede regeringens popularitet. Hertil bidrog også en bedring af økonomien i årene 1998-2000. Udenrigspolitisk markerede Chirac sig i efteråret 1995 ved at genoptage de franske atomforsøg ved Muroroa-atollen i Stillehavet. Det førte til voldsomme protester i ind- og udland. I Europa søgte han at videreføre sin forgængers EU-integrations-politik, men efter Kohl-Mitterrand-epokens afslutning i 1995 fremstod den fransk-tyske akse betydeligt svækket. I december 1995 meddelte Frankrig, at det ville genindtræde i NATOs militærkomité, som landet havde forladt i 1966. Uenigheder inden for alliancen, bl.a. om udvidelsen mod øst, vanskeliggjorde dog et tættere samarbejde. I perioden 1997-2002 blev den franske værnepligt gradvis afskaffet. Jospins regering tabte fra 2001 terræn i meningsmålingerne bl.a. som følge af en ny, negativ udvikling i økonomien. Ved kommunalvalget i marts 2001 opnåede PS en historisk sejr i Paris, men på landsplan et skuffende resultat.

Efteråret var præget af social uro. Demonstrerende politifolk og rapporter om voksende kriminalitet bidrog til, at utryghed blev et hovedtema i præsidentvalgkampen, og i april 2002 opnåede Jean-Marie Le Pen overraskende 16,9% af stemmerne imod Chiracs 19,9% og Jospins 16,2%. Valgets anden runde blev derfor en duel mellem Chirac og Le Pen. En tværpolitisk mobilisering imod Le Pen sikrede Chirac en knusende sejr (82,2%). Parlamentsvalget i juni blev en ny borgerlig triumf, idet koalitionen af Chirac-støtter, Union pour la majorité présidentielle (UMP), fik 357 mandater, og Union pour la démocratie française (UDF) fik 29. PS opnåede blot 140, Parti communiste français (PCF) 21 og les Verts 3. Det isolerede FN fik ingen deputerede. En rekordlav valgdeltagelse (ca. 64% i første runde) og UMPs succes kunne ses som vælgernes nej til endnu en "samlivsperiode". Jean-Pierre Raffarin, der siden præsidentvalget havde ledet en overgangsregering, blev udnævnt til ny regeringsleder.

Raffarin fik i 2003 vedtaget en række reformer, der af oppositionen blev betegnet som "neo-liberalistiske": En smiddiggørelse af 35-timers-loven, ændringer i både pensions- og sygesikringssystemet. Udenrigspolitisk modarbejdede Chirac og udenrigsminister Dominique de Villepin i foråret 2003 USA's forsøg på at opnå FN-støtte til en militærinvasion af Irak. Resultatet var den største krise i forholdet til USA siden de Gaulle, men også en massiv opbakning til Chirac på hjemmefronten. Indenrigsproblemer som en fortsat skrantende økonomi og en betydelig strukturel arbejdsløshed kom dog hurtigt igen på den politiske dagsorden. Regeringspartierne led nederlag ved regionalvalgene i 2004, og det franske nej til EU-forfatningstraktaten den 29.5.2005, blev bl.a. tolket som en desavouering af Chirac og Raffarin.

Sidstnævnte blev straks efter afstemningen afløst som regeringsleder af Dominic de Villepin, der siden Irak-krisen i 2003 havde nydt en vis popularitet i befolkningen. I oktober 2005 brød voldsomme uroligheder ud i de store byers forstæder som følge af frustrationer blandt områdernes unge arbejdsløse, de fleste med indvandrerbaggrund. Andre unge, fortrinsvis studerende, deltog i marts 2006 i universitetsblokader og massedemonstrationer, støttet af fagforbundene. Protesterne var rettet mod en ny lov om to-årige prøveansættelseskontrakter for unge under 26 år, der gjorde det lettere end hidtil for arbejdsgivere at afskedige de ansatte i perioden. Efter en måneds protestaktioner blev loven trukket tilbage, et stort prestigetab for dens ophavsmand, de Villiers, der specielt blev anklaget for sin egenrådighed under lovens udarbejdelse. Det franske nej til EU-forfatningen og de sociale konflikter 2005-06 blev især fra liberalisters side set som symptomer på et samfund i dyb krise, bl.a. som følge af specifikke problemer med at tilpasse sig en globaliseret økonomi. Andre har tolket en del af den kritiske mobilisering som en berettiget forsvarskamp for velfærdsstaten.

En kendsgerning er det, at Frankrig siden 2001 har haft en relativ lav vækst, og at den strukturelle arbejdsløshed, specielt for de unge og for folk med indvandrerbaggrund, er et fortsat alvorligt problem. Udenrigspolitisk har Frankrig siden den kolde krigs afslutning plæderet for en multipolær verdensorden. Det har mindsket den økonomiske og forsvarsmæssige kontrol med tidligere kolonier i Afrika, men dog forsøgt at fastholde en ideologisk og kulturel indflydelse. I Europapolitikken er EU-udvidelserne blevet godtaget, men også set som en mulig hæmsko for, at EU hurtigt kan udvikle sig til en selvstændig politisk aktør på verdensscenen.

Læs videre om Frankrigs historie efter 2007 eller læs om Frankrig i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig