Duché, hertugdømme. Under merovingerne i 600-t.s Frankrig blev ledelsen af et territorium knyttet til den oprindelig rent militære titel duc; men allerede i 700-t. søgte karolingerne at stoppe denne parcellering af kongemagten. Imidlertid overlevede følgende hertugdømmer som selvstændige enheder: Normandiet til 1204, Aquitanien til 1453, fra 1152 under den engelske konge, Burgund til 1477 og Bretagne til 1532.

Faktaboks

Etymologi
Ordet duché er fransk, afledt af duc 'hertug'.

I Frankrig forvandledes hertugtitlen til en ærestitel, og hertugdømmer til en form for apanage, som kongerne kunne belønne prinser eller særlig fremtrædende adelige med. Dette system blev afskaffet med Den Franske Revolution i 1789, selvom selve titlen hertug endnu blev tildelt under Det Andet Kejserdømme (1852-70).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig