Katharer, tilhængere af flere dualistiske kætterbevægelser med stor udbredelse i Syd- og Vesteuropa i højmiddelalderen; betegnelsen kendes tidligst fra en tekst fra 1160'erne. De kathariske grupper havde visse forestillinger tilfælles: Man betragtede den materielle verden som ond, skabt ikke af Gud, men af Djævelen. Derfor gjaldt det om at frigøre sig fra jordelivet, at blive ren, og derved nå den gudskabte, ikke-materielle verden. En asketisk livsførelse var ikke nok for de mest yderligtgående, der i nogle tilfælde valgte at sulte sig ihjel for at opnå total renhed. Kun ét sakramente blev anerkendt, consolamentum, der i de fleste tilfælde først tildeltes på dødslejet; herved opnåede den døende den tilstræbte renhed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet katharer kommer af græsk katharoi, pluralis af katharos 'ren', jf. dansk kætter, se kætteri.

Mange dualistiske sekter dukkede middelalderen igennem op i Europa, og det kan være vanskeligt at afgøre, om der er tale om afsmitning eller uafhængigt af hinanden opståede bevægelser. Historieforskningen har haft store kildemæssige problemer med katharerne, eftersom de næsten kun kendes fra deres modstanderes tekster. Hertil kommer, at emnet i 1800- og 1900-t. er blevet både politiseret, bl.a. i forbindelse med sydfransk regionalisme, og taget til indtægt af diverse okkulte bevægelser.

I løbet af 1000-t. og 1100-t.s første halvdel dukkede bevægelsen op på Balkan, specielt i Bulgarien (se også bogomiler). Købmænd fra Konstantinopel sluttede sig til sekten og organiserede en egentlig kirke. I forbindelse med det 2. korstog 1147-49 sluttede en del vesteuropæere op omkring forskellige udgaver af katharismen, der herefter udbredtes i Sydfrankrig, Loiredalen, Champagne, Flandern, Rhinlandet, Norditalien og Spanien. De forskellige grene af katharismen opretholdt trods indbyrdes forskelle et godt forhold. I Sydfrankrig oprettedes fire kathariske bispedømmer, i Carcassonne, Albi, Toulouse og Agen. Denne sydfranske gren af tilhængere benævnes også albigensere. Katharerne i Norditalien fik især vind i sejlene pga. den katolske kirkes krise i 1100-t. Over for folkelige krav om fromhed og efterlevelse af Det Nye Testamentes og oldkirkens idealer stod den stærkt aristokratiske og intellektuelt prægede officielle kirke, der specielt i Norditalien var stærkt korrumperet.

I 1209 begyndte med albigenserkorstoget en egentlig forfølgelse af katharerne, der i det politisk decentraliserede Sydfrankrig havde kunnet udfolde sig ret frit. Bekæmpelsen af sekten og dens beskyttere flød efterhånden sammen med den franske kongemagts bestræbelser på at underlægge sig Sydfrankrig. Efter albigenserkorstoget mistede katharismen betydning og forsvandt helt i begyndelsen af 1400-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig