Karl 5. (fransk konge)

Karl 5., Karl den Vise, 21.1.1338-16.9.1380, konge af Frankrig fra 1364, søn af Johan 2. den Gode. Som den første franske kronprins bar Karl titlen dauphin (1349). Kong Johan 2.s katastrofale politik over for England i denne fase af Hundredårskrigen kulminerede med Slaget ved Poitiers i 1356, hvor Den Sorte Prins, Edward af Wales, tog ham til fange. Karl blev hermed regent på et tidspunkt, da Frankrig også indadtil var truet af opløsning. En stænderforsamling blev indkaldt, domineret af de parisiske købmænds repræsentant, Étienne Marcel; forsamlingen krævede store forandringer, herunder drastiske indskrænkninger i kongemagten, hvilket Karl blev tvunget til at gå ind på i 1357 for at få gennemført sin skattepolitik. Situationen udviklede sig til åbent oprør, som Karl 2. af Navarra tilsluttede sig. Ved denne lejlighed viste Karl 5. sit politiske talent og sin energi. Det lykkedes ham at vinde tilstrækkelig opbakning til at knuse oprøret og afværge, at kongemagten blev lagt under stændernes kontrol. I forbindelse med Brétigny- og Calaisaftalerne med England i 1360 vendte Johan 2. kortvarigt tilbage, inden han endegyldigt igen kom i engelsk fangenskab og døde i 1364.

Som konge gik Karl 5. i gang med at genrejse landet på alle planer. Han genoptog udmøntningen, styrkede centraladministrationen og forstod at omgive sig med højt kvalificerede personer. Han påbegyndte en stor reform af hæren, der da var domineret af lejesoldater, som efter våbenstilstanden med England frit plyndrede og hærgede rundt omkring i Frankrig. Herefter påbegyndte han i 1368 en systematisk generobring af landet fra englænderne, hvilket lykkedes så godt, at kun Calais og Guyenne endnu var i engelsk besiddelse ved hans død.

På det religiøse plan var Karl 5. præget af stor tolerance, idet han beskyttede jøderne og forsøgte at lægge en dæmper på inkvisitionen i Languedoc. Med sin politik i forbindelse med Det Store Skisma var han med til at lægge grunden til den gallikanske kirke. Se også gallikanisme.