Karl 6., Karl den Gale, 3.12.1368-21.10.1422, konge af Frankrig fra 1380, søn af Karl 5., med onklen hertug Filip af Burgund som formynder. I 1382 knuste den franske hær de flamske byers oprør og nogle lignende borgeropstande i Frankrig. Paris blev sat under direkte kongeligt styre, og stærke borge som Bastillen blev opført for at kontrollere hovedstaden. Karl overtog i 1388 regeringsledelsen og påbegyndte et reformarbejde, men allerede i 1392 slog hans uligevægt over i direkte sindssyge, og hertugen af Burgund blev atter regeringens leder, nu i skarp konkurrence med kongens yngre bror, hertugen af Orléans. Ved mordet på denne sidste i 1407 udløstes en borgerkrig mellem armagnaker (adelspartiet) og bourguignons (borgerpartiet), og da England 1415 genoptog Hundredårskrigen i alliance med hertugen af Burgund, blev Karl i 1420 tvunget til at love, at tronen efter hans død skulle overgå til den engelske konge, Henrik 5., der samtidig ægtede Karls datter Katarina.