Poitou, historisk provins i Vestfrankrig. Poitou lå i skæringspunktet mellem visigoternes område og frankernes, og landet blev skueplads for flere afgørende slag, bl.a. Slaget ved Poitiers i 732, ligesom Poitous kyst gentagne gange blev udsat for vikingeangreb. Efter 877 gjorde greverne af Poitiers sig til herrer over Aquitaine og skabte en i realiteten selvstændig stat, der eksisterede i 300 år, og hvis magt og rigdom i en lang periode overgik den franske konges. Da den sidste hertuginde, Eleonora af Aquitaine, i 1152 giftede sig med Henrik 2. af England, blev Poitou en del af Anjoukongedømmet. I 1204 inddrog Filip 2. August Poitou, der herefter eksisterede videre som fransk provins.