Bourbon. Udvalgte medlemmer af slægten.

Bourbon, indbyrdes beslægtede franske adelsslægter, der tog navn efter borgen Bourbon-l'Archambault i Midtfrankrig. Slægtens medlemmer træffes i 900-t. som baroner under den franske krone; fra 1327 som hertuger af Bourbon.

Pierre 1. (ca. 1311-56) blev stamfader til den ældre hertugelige linje, der uddøde på mandssiden i begyndelsen af 1500-t. Pierres bror Jacques (ca. 1315-61) og dennes efterkommere blev stamfædre til en række linjer. Jacques' sønnesøn Ludvig (ca. 1376-1446) blev stamfader til linjen Vendôme.

Fire generationer efter ham optræder brødrene Antoine af Navarra (1518-62) og Ludvig (1530-69). Sidstnævnte blev stamfader til linjen Condé. Antoine blev stamfader til den kongelige linje Bourbon. Hans søn, Henrik 4., blev 1589 fransk konge, og med kongerne Henrik 4., Ludvig 13., Ludvig 14., Ludvig 15. og Ludvig 16. sad slægten på tronen til 1792, da sidstnævnte blev afsat og henrettet året efter.

Denne linje beklædte atter tronen 1814/15-30 med Ludvig 16.s brødre, Ludvig 18. og Karl 10.; Ludvig 14.s bror Filip (1640-1701) blev stamfader til linjen Orléans. Fem generationer efter ham optræder "borgerkongen" Ludvig-Filip (1773-1850), der sad på den franske trone 1830-48.

Ludvig 14.s sønnesøn, Filip, blev stamfader til den spanske linje. Han blev 1700 spansk konge under navnet Filip 5. og samme år konge af Sicilien. Med mindre afbrydelser sad slægten Bourbon på den spanske trone indtil 1931, da Alfonso 13. blev afsat. Dennes sønnesøn Juan Carlos 1. blev spansk konge 1975 efter diktatoren Francos død. Juan Carlos 1. abdicerede i juni 2014, hvorefter sønnen Felipe blev konge under navnet Felipe 6.

Filip 5.s sønnesøn, Ferdinand 1., blev stamfader til den napolitanske linje. Han var konge af Sicilien og Napoli, der fra 1816 udgjorde én stat, kongeriget Begge Sicilier. Slægten sad på tronen til 1860.

Ferdinand 1.s bror Gabriel (1752-88) blev stamfader til den yngre spanske linje, der har nulevende efterkommere.

Filip 5.s søn Filip (1720-65), hertug af Parma, blev stamfader til linjen Bourbon-Parma. Denne linje er bl.a. gift ind i det hollandske, rumænske og danske kongehus samt i den danske adel (Holstein-Ledreborg).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig