Cateau-Cambrésis-freden, fredsslutning 1559 mellem Frankrig og hhv. Spanien og England; fredsbetingelserne sikrede Spaniens dominans i resten af 1500-t. Frankrig måtte opgive alle krav på Italien, Artois og Flandern samt anerkende Spaniens besiddelse af Franche-Comté. Endvidere måtte Frankrig overgive Korsika til Genova, tilbagelevere Savoyen og genindsætte dets hertug. Frankrig beholdt de frie rigsstæder Metz, Toul og Verdun. Freden blev befæstet ved den spanske kong Filip 2.s ægteskab med Elisabeth af Valois, datter af den franske konge Henrik 2. Ifølge aftalerne med England beholdt Frankrig i otte år Calais, som herefter enten skulle købes eller leveres tilbage.