Hellige Liga, flere alliancer, ofte med pavemagten som deltager. Blandt alliancerne kan nævnes de af paven ledede ligaer af 1494 og 1511 til fordrivelse af Frankrig fra Italien. Endvidere ligaen i Cambrai i 1508, rettet mod Venedig, ligaen i Cognac i 1526 mellem paven, Milano, Venedig, Frankrig og England, vendt mod kejser Karl 5., samt ligaen i 1684 mellem paven, Venedig, Østrig og Polen, der skulle bekæmpe Osmannerriget. Også forbundet mellem de tyske katolske rigsstænder, paven og den tyske kejser i 1538, rettet mod det protestantiske Schmalkaldiske Forbund, betegnes ofte som en Hellig Liga, og det samme er tilfældet med Den Katolske Liga, som franske katolikker dannede i 1576 under kampene mod huguenotterne.