Vervinsfreden, fredsaftale fra 1598, der afsluttede krigen mellem Spanien og Frankrig. Da protestanten Henrik 4. i 1590 besteg den franske trone, angreb Spaniens konge, Filip 2., Frankrig. Henrik 4. konverterede imidlertid til katolicismen i 1593, og England og De Forenede Nederlande støttede Frankrig. Ved Vervinsfreden stadfæstede Spanien, Frankrig og Savoyen bestemmelserne fra Cateau-Cambrésis-freden 1559. Spanien anerkendte Nantesediktet og måtte opgive ambitionerne om overherredømme.