Ludvig 15.

Ludvig 15., 1710-1774, konge af Frankrig fra 1715. Ludvig 15. efterfulgte sin oldefar Ludvig 14. på tronen; Ludvig 14. havde overlevet alle andre legitime arvinger. Regentskabet blev frem til 1723 forestået af hertug Philippe d'Orléans. Ludvigs første selvstændige handling som konge var i 1726 at indsætte kardinal de Fleury på førsteministerposten, en stilling, der ikke havde været besat siden Mazarins tid, og Fleury forestod styret frem til sin død i 1743.

Efter Fleurys død forestod Ludvig i nogen grad selv ledelsen af landet, men trods sin store begavelse og flid formåede han ikke at skabe en stærk regering. Han støttede snart den ene fløj, snart den anden og traf beslutninger uden at underrette de ansvarlige personer for de forskellige områder; dette medførte stor usikkerhed. Ludvigs støtte til kunstindustrierne blev derimod en stor succes, og fransk stil blev enerådende i Europa.

Efter Den Østrigske Arvefølgekrig i 1751 bredte utilfredsheden med Ludvigs regering sig fra parlamenterne til befolkningen, godt hjulpet på vej af oplysningsfilosofferne, der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved samfundets indretning. Ludvig selv kunne ikke bestemme sig til helhjertet at gå ind for den oplyste enevælde.

Med den katastrofale Pariserfred i 1763 efter Den Preussiske Syvårskrig nåede Ludvigs upopularitet nye højder, og sladderen ville ingen ende tage. Man overdrev hans elskerinders antal og indflydelse, og man overdrev undertrykkelsen af befolkningen og den deraf følgende armod. E.F. Choiseul, der fra 1758-70 styrede forsvars- og udenrigspolitikken, havde ringe indflydelse på indenrigspolitikken, hvor parlamenterne mere og mere åbenlyst bekæmpede enevælden, mens de snævert forsvarede storborgerskabets privilegier, hvilket gjorde en nødvendig reform af skattepåligningen umulig.

Fra 1770 til sin død støttede Ludvig sig til mænd som R. de Maupeou og E. d'Aiguillon, der ønskede at vende tilbage til en autoritær enevælde; dette skærpede yderligere modsætningsforholdet til befolkningen.