Emmanuel Joseph Sieyès, 1748-1836, fransk politiker. Efter at have fået en gejstlig uddannelse vakte Sieyès opsigt ved i 1789 at udgive pjecen Qu'est-ce que le tiers état? (Hvad er tredjestanden?). Det medførte, at han blev valgt som repræsentant for denne stand til Generalstænderforsamlingen og bidrog til at ændre den til en Nationalforsamling. Men da han gik imod ophævelsen af tienden og var fortaler for et tokammersystem, dalede hans popularitet. I 1792 blev han valgt til Nationalkonventet, hvor han stemte for kongens henrettelse, men ellers holdt lav profil under de mange magtkampe. Under Direktoriet blev han valgt til De Femhundredes Råd, og i 1799 blev han direktør. Sieyès ønskede at få en ny forfatning igennem ved et kup og stod sammen med Napoleon Bonaparte for gennemførelsen af brumairekuppet 9.-10. november. Han blev derefter manøvreret ind i den ærefulde, men betydningsløse stilling som præsident for Senatet. Efter Napoleons fald blev Sieyès landsforvist som kongemorder og drog i eksil til Belgien, men vendte i 1830 tilbage til Paris.