Institut de France, fransk lærd institution, ofte benævnt La Coupole. Institut de France blev oprettet i 1795 som erstatning for de gamle kongelige akademier, der var blevet nedlagt i 1793 som følge af Den Franske Revolution.

Siden 1801 har Institut de France resideret på Quai de Conti i Paris i de bygninger, som tidligere havde huset Collège des Quatre-Nations. Institut de France har siden 1816 omfattet: Académie française, Académie des inscriptions et belles-lettres, Académie des sciences og Académie des beaux-arts. Hertil kom i 1832 Académie des sciences morales et politiques.

Tanken med instituttet var at skaffe kunst og videnskab en platform i statsapparatet. Institut de France har i alt 312 medlemmer. I Napoleons regi fik det en paramilitær organisationsstruktur, og som et levn heraf har medlemmerne siden 1806 båret en grøn uniform. Som institutionstype er Institut de France unik i verden; at være medlem er en æresbevisning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig