Jacques Alexandre Macdonald, 1765-1840, fransk marskal af skotsk afstamning. Macdonald blev divisionsgeneral i 1795, og under Brumairekuppet i 1799 var han kommandant i Versailles og en væsentlig støtte for Napoleon. I 1804 kom han i miskredit pga. indblanding i general Moreaus antibonapartistiske intriger. Han blev dog senere taget til nåde og blev udnævnt til marskal i 1809 efter Slaget ved Wagram. Han deltog i 1814 i de forhandlinger med de sejrende allierede, der førte til Napoleons abdikation. Herefter knyttede han sig til bourbonerne og nægtede at tjene Napoleon under De Hundrede Dage. Det blev belønnet af Ludvig 18. efter Waterloo, og Macdonald blev general af den kongelige garde.