Barbiers illustration af Menneskerettighedserklæringen.
Barbier's berømte illustration af Erklæringen fra 1789.

Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder blev vedtaget af den franske Nationalforsamling den 26. august 1789. Erklæringen er et af de vigtigste dokumenter fra Den Franske Revolution. Erklæringen proklamerer i 17 artikler de rettigheder, som de franske revolutionære mente, at alle mennesker har. Disse inkluderer retten til frihed, sikkerhed, ejendom og retten til at gøre modstand imod uretfærdighed.

Faktaboks

Også kendt som

Menneskerettighedserklæringen

1789-erklæringen blev erstattet af opdaterede Menneskerettighedserklæringer i 1793 og igen i 1795. De tre forskellige Menneskerettighedserklæringer afspejler, at forskellige idealer var dominerende i forskellige faser af Den Franske Revolution.

Menneskerettighedserklæringen er en inspirationskilde for FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948. Erklæringen fra 1789 fungerer også som fortale til Frankrigs nuværende forfatning og betragtes som en del af forfatningsloven.

Erklæringens Indhold

Menneskerettighedserklæringen på dansk i samtidig avis.
Menneskerettighedserklæringen kunne læses i dansk oversættelse i avisen Kiøbenhavnske Tidender allerede den 4. og 11. september 1789.

Erklæringen er ikke logisk opbygget, og den er et resultat af mange uforenelige og modstridende interesser. Den indledes med en fortale, hvori lykken fastslås som samfundets højeste mål, og efterfølges af 17 artikler. Det fastslås, at alle fødes frie og med lige rettigheder, hvorved menes, at alle er lige for loven og har lige ret til embeder.

De egentlige naturrettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstandsret. Folkesuveræniteten fremhæves som et hovedprincip. Herudover defineres en række individuelle rettigheder som meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og retten til ikke at blive vilkårligt fængslet.

Det er omstridt, hvor meget indflydelse den engelske Bill of Rights fra 1689 og USA's Uafhængighedserklæring fra 1776 har haft på Menneskerettighedserklæringen. Det fælles grundlag er naturretslæren, men ellers er den franske erklæring mere universel i sit sigte end de to andre.

1789-erklæringens rolle i Den Franske Revolution

Erklæringen blev vedtaget på et afgørende tidspunkt i Den Franske Revolution. Den franske Nationalforsamling havde imod kongens befaling udnævnt sig selv til en forfatningsgivende forsamling med ret til at give en Frankrig en skreven forfatning. Forfatningsprocessen var imidlertid gået i hårdknude på grund af modstridende politiske overbevisninger blandt Nationalforsamlingens medlemmer.

Den franske revolutionære Gilbert du Motier, marquisen af La Fayette fik midt i disse debatter trumfet igennem, at Frankrig først skulle have en Rettighedserklæring. Forfatningen kunne efterfølgende baseres på Erklæringens principper. Da først Erklæringen var vedtaget, blev det langt sværere for konservative modstandere at sabotere forfatningsprocessen. De afgørende punkter i forfatningen blev forhandlet på plads i månederne efter, at Erklæringen var blevet vedtaget.

Frankrigs første forfatning trådte i kraft i september 1791. Den indførte et konstitutionelt monarki med en lovgivende nationalforsamling. Medlemmer til forsamlingen blev valgt. Den rigeste halvdel af de franske mænd kunne stemme.

Menneskerettighedserklæringen af 1793

Kongen blev styrtet ved en revolution i august 1792. Frankrig blev derefter en republik og fik en republikansk forfatning i sommeren 1793. Denne forfatning var skrevet af jakobinerne, som var blevet den ledende gruppe i revolutionen.

Forfatningen 1793 blev fulgt af en ny Erklæring om Menneskets og Borgerens Rettigheder. Erklæringen var primært skrevet af Maximilien Robespierre med få ændringer og tilføjelser foretaget af Louis Antoine de Saint-Just og Marie-Jean Hérault de Séchelles.

Erklæringen fra 1793 proklamerede kun to rettigheder: retten til at eksistere og retten til modstand. Retten til at eksistere betød retten til at leve et ordentligt liv. Jakobinerne mente, at staten havde pligt til at sørge for, at alle republikkens borgere havde ordentlig adgang til mad, bolig og uddannelse. 1793-erklæringen proklamerer således retten til velfærd, hvilket afspejler jakobinernes idealer om en velfærdsstat.

1793-forfatningen blev aldrig implementeret, blandt andet på grund af den igangværende krig og borgerkrig.

Menneskerettighedserklæringen af 1795

Robespierre mistede magten ved Thermidor-kuppet i 1794. I 1795 fik Frankrig derfor igen en ny forfatning. Og atter engang omskrev man rettighedserklæringen. Erklæringen fik tilføjet en del om pligter og fik derfor navnet Erklæring om Menneskets og Borgerens Rettigheder og Pligter.

Erklæringen fjernede enhver reference til retten til velfærd og til at gøre modstand mod undertrykkelse. I stedet betonede den pligten til at følge overordnede både civilt, militært og i hjemmet.

Efter Napoleons kup i 1799 fik Frankrig igen en ny forfatning. Det var den første forfatning under revolutionen, som ikke indeholdt nogen rettighedserklæring.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig