Félix Pyat, 1810-1889, fransk journalist, dramatiker og politiker. Pyat tilbragte en stor del af sit liv i eksil som følge af deltagelsen først i Februarrevolutionen og Juniopstanden i 1848, derpå i oprøret i Paris den 18.3.1871, hvorefter han var en af lederne af Pariserkommunen. Ved amnestien i 1880 vendte han tilbage, men flygtede efter nogle måneder fra en fængselsstraf. I 1888 valgtes han for det yderste venstre til byrådet i Marseille. Pyat var forfatter til en række revolutionære artikler, som var medårsag til hans gentagne eksiler.