Louis Auguste Victor de Ghaisne de Bourmont, 1773-1846, fransk marskal. Bourmont, der var royalist, emigrerede i 1789, men sluttede sig til Vendéeoprørerne i 1795. I 1807 trådte Bourmont i fransk tjeneste, deltog i Napoleons russiske felttog 1810-12 og blev generalmajor i 1814. Han gik over til bourbonerne, men støttede Napoleon, da han vendte tilbage fra Elba i 1815; lige før Slaget ved Waterloo gik Bourmont igen over til Ludvig 18. I 1823 deltog han i invasionskrigen mod Spanien, en kort tid som øverstbefalende, og han blev krigsminister i 1829. Efter et succesfuldt felttog i Algeriet 1830 blev han marskal. Bourmont støttede kontrarevolutionen mod Ludvig-Filip i 1830-32 og måtte derefter frem til amnestiloven i 1840 leve i eksil.