Pierre Joseph Proudhon, 1809-1865, fransk socialist. Proudhon var modsat mange af socialismens teoretikere proletar og selvstuderet. Hans værk Qu'est-ce que la propriété? (1840, Hvad er ejendom?) gjorde ham kendt pga. det provokerende svar: Ejendom er tyveri. Marx og Bakunin lærte af hans idéer, men hans liberale socialisme stødte an mod Marx' teori, og Marx parodierede hans Elendighedens filosofi (1846) med sin Filosofiens elendighed (1847). Deres strid lagde grunden til splittelsen mellem marxister og anarkister. Proudhon fik stor indflydelse som socialistisk journalist efter Juniopstanden. 1849 idømtes han tre års fængsel og var nogle år i Belgien, indtil han under det liberale kejserdømme kunne vende hjem 1862. Han stod efter 1848 bag et omfattende forfatterskab om revolutionen, retfærdighed, arbejderføderalisme og arbejderfrigørelse. Proudhons idéer beskyldes ofte for at være præget af småborgerlighed og individualisme, men de har haft stor betydning for anarkismen og for fransk socialisme.