Saint-simonisme, fransk socialistisk, utopisk doktrin opkaldt efter Henri de Saint-Simon, hvis økonomiske filosofi ville løse det voksende byproletariats fattigdomsproblem ved industrialisering uden ejendomsret og kapitalistisk udbytning. Saint-Simons elever udgav Doctrine de Saint-Simon (1829), der rummer en blanding af kristne, socialistiske og videnskabsoptimistiske idéer. Mange unge intellektuelle, bl.a. omkring avisen Le Globe, var utilfredse med Restaurationens og Julimonarkiets middelmådighed. De antog Saint-Simons tanker og dannede en sekterisk bevægelse, der imidlertid sprængtes 1832, da tre af dens ledere, bl.a. Enfantin, fængsledes. Bevægelsens idéer har påvirket europæisk økonomisk tænkning ved at anvise praktisk iværksætteroptimisme og industrielt fremskridt som vej til bekæmpelse af fattigdom.