Action française, egl. Ligue d'action française, fransk royalistisk, nationalistisk og antisemitisk bevægelse, grundlagt i 1899 under Dreyfus-affæren. Bevægelsens politiske mål, formuleret af Charles Maurras, var afskaffelsen af den tredje republik og genindførelsen af monarkiet i Frankrig. Den politiske leder var Léon Daudet, der fra 1908 var redaktør af bevægelsens dagblad, Action française.

Mange intellektuelle sluttede sig til bevægelsen, men den havde størst opbakning i den katolske og nationalt sindede middelklasse i begyndelsen af 1920'erne. Pavens fordømmelse af den i 1926 var derfor et alvorligt tilbageslag. Under 2. Verdenskrig støttede bevægelsen Vichyregeringen. Efter Frankrigs befrielse i august 1944 blev bevægelsens dagblad forbudt, og den ophørte med at eksistere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig