Aristide Briand, 1862-1932, fransk politiker, oprindelig advokat. Briand var i sine unge år militant socialist og syndikalist og i 1890'erne fortaler for generalstrejken som arbejdernes eneste sikre våben; senere blev han tilhænger af Jean Jaurès' reformisme. I 1902 blev han socialistisk deputeret, men efter at have brudt med Jaurès og det nydannede socialistiske parti (SFIO) pga. partiets forbud mod socialistisk deltagelse i borgerlige regeringer tilsluttede han sig i 1905 de uafhængige socialister. Samme år fremlagde han en kommissionsrapport, som førte til vedtagelse af loven om adskillelse af kirke og stat, og året efter blev han minister i en radikalt ledet regering.
Briand var minister i 25 regeringer; han var 17 gange udenrigsminister og opnåede 11 gange at blive regeringsleder, første gang i 1909. Han var leder af den regering, der i 1913 fik vedtaget loven om tre års militærtjeneste, og som stats- og udenrigsminister 1915-17 huskes han bl.a. for sine forsøg på at skabe en Balkanfront. Efter 1. Verdenskrig kom Briand hurtigt til at stå for forsoning med Tyskland, og hans endemål var at opnå kollektiv sikkerhed ved hjælp af et styrket Folkenes Forbund. Locarnopagten i 1925 var dog en følge af direkte fransk-tyske forhandlinger, der i 1926 førte til Tysklands optagelse i Folkenes Forbund og til hædring af Briand og Gustav Stresemann med Nobels Fredspris. I sine sidste år nød Briand udbredt anseelse som "fredens organisator". Han var hovedarkitekt bag Kellogg-Briand-pagten i 1928, der med næsten alle nationers underskrift fordømte krig som middel til løsning af konflikter, og han lancerede i 1929-30 en plan for en europæisk føderation. Briands nederlag pga. nationalistisk modstand ved præsidentvalget i 1931 betegner en epokes endeligt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.