Edouard de Curières de Castelnau, 1851-1944, fransk general. Castelnau organiserede de mobiliseringsplaner, der trådte i kraft med Frankrigs indtræden i 1. Verdenskrig, og fra 1913 var han medlem af det øverste krigsråd. Under krigen blev han bl.a. kendt for sin indgriben ved Verdun. Castelnau blev også brugt som stabsforhandler, og han planlagde den franske offensiv i 1918 for feltmarskal Foch. 1919-24 var han medlem af Deputeretkammeret.