I 1960’erne og 1970’erne var det yderste højre politisk marginaliseret i Frankrig med stemmetal, der skulle tælles i promiller. Front national blev dannet i 1972 som en paraplyorganisation, der skulle give det yderste højre større folkelig gennemslagskraft. Partiet var inspireret af det neofascistiske MSI i Italien, og fra dem overtog de både programmet og logoet, en flamme i landets farver. Jean-Marie le Pen blev valgt til leder, fordi han var den mest moderate, og under hans ledelse blev det neofascistiske nedtonet til fordel for en særlig fransk national-populisme, hvis ingredienser er modstand mod kommunisme, kapitalisme, islam og Europa.
Det første årti var resultaterne skuffende. Ved valget i 1981 fik FN blot 0,18 procent af stemmerne. Det fik Jean-Marie le Pen til at skrive til den socialistiske præsident François Mitterrand og klage over, at han ikke havde nogen adgang til medierne, der dengang var statsstyrede. Mitterrand imødekom ønsket, ikke så meget af sympati for le Pen, men fordi et stærk og synligt ekstrem højre ville være en klods om benet på den borgerlige opposition.
I februar 1984 så franskmændene således for første gang Jean-Marie le Pen på landsdækkende TV, og han gjorde stort indtryk; ved valget til Europa-Parlamentet et par måneder senere fik Front National 10.52 procent af stemmerne.
Det blev starten på en langsom, men tilsyneladende ustoppelig fremgang for partiet, trods Jean-Marie le Pens gentagne provokationer. Princippet i hans kommunikation var dobbelttydighed: Han skulle sende signaler til det racistiske og antisemitiske bagland, men på en måde, som ikke skræmte de mere normale vælgere væk. Da han i 1988 kaldte jødeudryddelserne ”en lille detalje i historien om 2. verdenskrig” vakte han imidlertid oprigtig forargelse, og mange troede, at han var færdig. Alligevel fik han næsten 15 procent af stemmerne til præsidentvalget i 1988, en score han gentog i 1995.
Front National var et enmandsshow. Partiet blev splittet i 1998, da en gruppe fra partitoppen, bl.a. Bruno Mégret (f. 1949), ville have mere indflydelse og derfor blev ekskluderet. Striden svækkede Front National, men ved præsidentvalget i 2002 gik Jean-Marie Le Pen med 16,58 procent overraskende videre til anden valgrunde. Resultatet sendte chokbølger gennem det franske samfund. For første gang var det yderste højre til stede i anden runde, og medier, politikere, intellektuelle og borgere gik sammen for at sikre, at le Pen ikke skulle vinde i anden runde. Mobiliseringen var imponerende, og Jacques Chirac vandt med 82,21 procent af stemmerne.
Kommentarer (2)
skrev Hans Ørbæk
Nævn at partiet i dag hedder Rassemblement National? Se fx https://www.britannica.com/topic/National-Rally-France
svarede Marie Bilde
Kære Hans Ørbæk. Artiklen vil sammen med andre artikler om fransk politik og samfundsforhold blive revideret inden længe.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør,
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.