Jacques Chaban-Delmas, 7.3.1915-10.11.2000, fransk politiker. Chaban-Delmas var aktiv i den franske modstandsbevægelse under krigen og blev i 1946 indvalgt i Nationalforsamlingen. I 1947 tilsluttede han sig gaullistpartiet Rassemblement du peuple français (RPF); året efter blev han borgmester i Bordeaux og deltog senere i flere af Den Fjerde Republiks regeringer. Under Den Femte Republik spillede han en central rolle som formand for Nationalforsamlingen 1958-69. Som regeringsleder 1969-72 førte han en forsigtig reformistisk politik. I 1974 kandiderede han uden held til præsidentposten og var 1978-81 og 1986-88 igen formand for Nationalforsamlingen.