Faktaboks

Jacques Delors
Født
20. juli 1925, Paris, Frankrig
Død
27. december 2023, Paris, Frankrig

Jacques Delors arbejdede i sin tiårige periode som EU-Kommissionens formand for udbygning af det europæiske samarbejde. Før sin afgang var han på tale som kandidat til det franske præsidentvalg i maj 1995, men i december 1994 meddelte han til mange socialisters skuffelse, at han ikke stillede op. Delors ses her under FNs verdenstopmøde om social udvikling i København i marts 1995.

.

Jacques Delors var en fransk embedsmand og politiker, formand for EF-Kommissionen (fra 1993 EU-Kommissionen) fra 1985 til 1995. Hans embedsperiode ses ofte som en gylden periode for det europæiske samarbejde, præget af økonomisk ekspansion og en styrkelse af den politiske union; det var under hans formandskab, at EF i 1993 blev til EU.

Delors' vej til posten som finansminister

Jacques Delors var ansat i Banque de France i årene 1945-1962; fra 1964 fungerede han som økonomisk rådgiver for fagforeningen Confédération française démocratique du travail. Efter en periode som afdelingsleder i planlægningsrådet (Commissariat général au plan) 1962-1969 var han 1969-1972 den gaullistiske premierminister Jacques Chaban-Delmas' rådgiver i sociale spørgsmål.

I 1974 blev Delors medlem af Socialistpartiet og i 1979 valgt til EF-Parlamentet, hvor han sad indtil 1981. Han var økonomi- og finansminister fra 1981 til 1984 under præsident François Mitterrand. I denne rolle påbegyndte han fra 1982 en nødvendig modernisering og gradvis liberalisering af den franske økonomi.

Delors som EU-reformator

Jacques Delors er bedst kendt for sin tid som formand for Europa-Kommissionen fra 1985 til 1995. Under hans ledelse gennemgik EU en stor udvikling. Det lykkedes ham at styrke såvel kommissionens som formandens rolle betragteligt, og han fik lagt grundstenen til det indre marked med vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt i 1986 og Maastrichttraktaten i 1991.

Der var et stærkt ønske i det franske socialistparti om, at Delors skulle stille op som kandidat til det franske præsidentvalg i 1995. Socialistpartiet var svækket, men Delors var ifølge meningsmålingerne storfavorit til at vinde valget. Delors afslog imidlertid at stille op; han mente, at han var for gammel (han var 69). Dette betød afslutningen på hans politiske karriere.

Jacques Delors er anerkendt for sin vision om et forenet og socialt Europa og for sin indflydelse på fransk økonomisk politik. Hans arv som opbygger af det moderne Europa blev hyldet bredt ved hans død i 2023.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig