Parti radical, PR, egl. Parti républicain radical et radical-socialiste, fransk politisk parti. PR blev dannet i 1901 som et republikansk, antiklerikalt og moderat reformvenligt parti, men udviklede sig efterhånden i mere konservativ retning. Partiet havde sin glansperiode i tiden op til 1. Verdenskrig, da det var det største franske parti. Efter 1. Verdenskrig svækkedes PR's stilling, og partiet var ofte stærkt splittet. Det spillede dog fortsat en nøglerolle ved mange regeringsdannelser enten i alliancer til venstre eller i samarbejde med konservative partier. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig fremstod PR som partiet, der legemliggjorde den diskrediterede Tredje Republik. Med udelukkelsen af Parti communiste français fra regeringmagten i 1947 blev dette midterparti imidlertid en uomgængelig samarbejdspartner for de øvrige regeringsbærende partier.

De Gaulles tilbagekomst til magten i 1958 svækkede afgørende de radikale, og den bipolarisering, der kom til at præge det politiske liv under Den Femte Republik, førte i 1972 til en splittelse mellem partiets højreorienterede flertal (Parti radical, 1978-2002 del af Union pour la démocratie française, siden 2002 del af Union pour un mouvement populaire) og dets moderat venstreorienterede kræfter (i 1973 Mouvement des radicaux de gauche, fra 1998 Parti radical de gauche).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig