Dunkerque, (eng. Dunkirk), havne- og industriby på den franske Kanalkyst nær grænsen til Belgien; ca. 89.900 indb. (2013). Havnen strækker sig 17 km langs kysten og har en årlig godsomsætning på 46,6 mio. t (2015). Især indføres malm, råolie og kul; metal- og olieprodukter, kunstgødning samt landbrugsprodukter udføres. Byen har færgefart til England.

Sværindustri med højovne, stålværker, valseværker og et aluminiumsværk dominerer. Desuden findes olieraffinaderi og kemisk industri. I nabobyen Gravelines, 18 km vest for Dunkerques centrum, ligger Europas største kernekraftværk, hvis seks reaktorer hver har en kapacitet på 910 MW.

Dunkerque voksede kraftigt i 1960'erne og 1970'erne, hvor folketallet fordobledes. Den vesteuropæiske sværindustris krise har siden 1980'erne ramt byen hårdt, virksomheder er lukket og beskæftigelsen faldet. Byen er delt op af havneanlæg, motorvejs- og jernbaneterræner og har få service- og centerfaciliteter. Mod øst ligger velhaverkvarterer, mod syd og vest store højhusbyggerier.

Dunkerque blev grundlagt i 900-t. og var i middelalderen skiftevis på franske og engelske hænder. Under 2. Verdenskrig blev 340.000 britiske og franske soldater, som truedes af den tyske fremrykning, i maj-juni 1940 evakueret fra byen og de omliggende strande af skibe fra den engelske flåde og en armada af småfartøjer, der strømmede til fra de engelske kanalhavne. Dunkerque blev først befriet ved den endelige tyske kapitulation den 8. maj 1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig