Normandiet

Normandiet er opkaldt efter normannerne, de dansk-norske vikinger, som 911 fik overdraget området omkring Seinen af den franske kong Karl 3. den Enfoldige. Vikingehøvdingen Rollo lod sig døbe og blev Normandiets første hertug, 911-927. I hans og i sønnen Vilhelm 1. Langsværds (927-942) regeringstid udvidedes hertugdømmet mod vest helt ud til Mont-Saint-Michel og Atlanterhavskysten. Talrige nordiske stednavne vidner den dag i dag om 900-t.s skandinaviske indvandring.

Skønt Normandiet formelt var et len af Frankrig, blev det under de efterfølgende hertuger, især Richard 1., Richard 2. den Gode (regerede 996-1026), Robert 2. og Vilhelm Erobreren, et af den franske kongemagt fuldstændig uafhængigt område. I 1000-t.s første halvdel udviklede Normandiet sig til en af Europas mest velorganiserede stater med et effektivt centralstyre og en stærk militærmagt, baseret på et veludrustet feudalt rytteri og stærke borge. Hertugen kontrollerede sine vasaller gennem et veludbygget administrationsapparat, der var ledet af 22 vicomes 'borgfogeder', som udskrev det adelige rytteri, opkrævede skatter, slog mønt og udøvede domsmyndigheden på hertugens vegne. Samtidig skaffede hertugen sig magten over kirken ved personligt at udpege bisper og abbeder og efter år 1000 ved at fremme kirkelige reformer ved hjælp af indkaldte italienske gejstlige samt understøtte et ambitiøst kirke- og klosterbyggeri som Fécamp, Saint-Ouen i Rouen og Mont-Saint-Michel, alle opført i den stramme normannisk-romanske stil.

Højdepunktet for den normanniske stat blev erobringen af England 1066, som skildres på Bayeux-tapetet, hvorved der under Vilhelm Erobreren skabtes en dobbeltstat på begge sider af Den Engelske Kanal, den mest succesrige statsdannelse i Europa i 1000-t. Vilhelm efterfulgtes som hertug af Normandiet af sønnerne Robert 3. Courtehose (regerede 1087-1106) og Henrik 1., med hvem den normanniske hertugstammes mandslinje uddøde.

I 1144 erobrede Geoffroy d'Anjou Normandiet. I huset Plantagenets besiddelse blev det under hans søn Henrik 2. af Anjou fra 1154 en del af et rige, der strakte sig fra Pyrenæerne i syd til Skotlands grænse i nord. Under Richard 1. Løvehjerte og Johan uden Land blev Normandiet angrebet af Filip 2. August og 1204 indlemmet i Frankrig, men under Hundredårskrigen var det 1419-50 atter under engelsk styre.

Området bevarede længe sine gamle love, privilegier og skatteregler, hvilket blev bekræftet af de franske konger i frihedsbrevet Charte aux Normands, og det fik 1515 eget parlament i Rouen; religionskrigene i 1500-t.s anden halvdel og den franske enevældes hårde skattepolitik udløste imidlertid flere oprør og medførte en gradvis underlæggelse af centralmagten i Paris. Da Normandiet i 1793 opdeltes i fem departementer, opløstes området som forvaltningsenhed.

De allieredes landgang i Normandiet fandt sted 6.6.1944 under kodenavnet Operation Overlord. Invasionen var planlagt og forberedt fra begyndelsen af 1942 med den hensigt at iværksætte den allerede i 1943, men da krigen i Italien bandt mange tropper og resurser, ligesom de tyske forsvarsanlæg, Atlantvolden, langs de invasionsegnede kyststrækninger var meget stærke, blev den udsat til foråret 1944.

Forberedelserne omfattede formering af de nødvendige styrker og bygning af et meget stort antal landgangsfartøjer samt bl.a. to kunstige havne, der kunne bugseres over Den Engelske Kanal, og en undersøisk rørledning til brændstofforsyning; endvidere gennem foråret 1944 systematiske og intense bombardementer af forsvarsstillinger, flyvepladser, veje, broer og jernbaneknudepunkter for dermed at reducere tyskernes forsvars- og bevægelsesmuligheder.

Invasionen blev iværksat 5. juni 1944 med general Dwight D. Eisenhower som øverstbefalende og general B.L. Montgomery som chef for landgangsstyrkerne. I halvdårligt vejr forlod en armada på ca. 6000 skibe, heraf ca. 4000 landgangsfartøjer, 800 transportskibe og 1000 større og mindre krigsskibe, de sydengelske havne med kurs mod Normandiet, mens man ved afledende manøvrer, falsk radiotrafik o.a. under kodenavnet Operation Bodyguard søgte at få tyskerne til at tro, at invasionen ville finde sted i Calaisområdet. Natten mellem 5. og 6. juni blev tre luftbårne divisioner sat ned bag de tyske linjer i Normandiet, og om morgenen iværksattes et artilleribombardement fra søen af de tyske stillinger for at dække selve landgangen, der også blev støttet med ca. 10.000 fly.

De allierede gik i land fem steder i bugten mellem halvøen Cotentin og Le Havre fra ca. 6.30 om morgenen 6. juni; i øst britiske og canadiske styrker på strandene Sword, Juno og Gold, og mod vest amerikanerne på strandene Omaha og Utah. Den indledende modstand var svag undtagen på Omaha, hvor det først lykkedes amerikanerne at bide sig fast efter betydelige tab.

Den tyske modstand blev vanskeliggjort, bl.a. fordi Hitler personligt blandede sig i dispositionerne, men var dog så effektiv, at der gik mere end en måned, før det endeligt lykkedes de allierede at bryde ud af det etablerede brohoved.