Basse-Normandie, tidl. administrativ region i Nordvestfrankrig; 17.589 km2, 1,48 mio. indb. (2013). Med Caen som hovedstad omfattede regionen departementerne Calvados, Manche og Orne og udgjorde den sydvestlige del af Normandiet. I 2016 blev regionen lagt sammen med Haute-Normandie i den administrative region Normandie med ca. 3,3 mio. indb.
Basse-Normandie lå ud til Den Engelske Kanal og omfattede halvøen Cotentin. Regionen strakte sig mod nord næsten til Seinens udløb, mod syd omfattede den desuden det meste af de bakkede områder Collines de Normandie og Collines du Perche, der kun få steder når over 350 m.
Terrænet er gennemgående lavt, jævnt eller småbakket, og klimaet er mildt, oceanisk med gode vilkår for en frodig plantevækst. Græsningssæsonen varer næsten hele året.
Fra midten af 1800-t. til umiddelbart efter 2. Verdenskrig skete en kraftig afvandring til navnlig Parisområdet. Området har bevaret et landligt præg, idet halvdelen af befolkningen bor uden for byerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.