Havnen i Marseille.

.

Marseille, fransk by; den ligger på Middelhavskysten og er administrativt center for departementet Bouches-du-Rhône og regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur; ca. 855.300 indb. (2013). Med sin beliggenhed ved en vestvendt bugt 50 km øst for Rhôneflodens udmunding er byen tæt knyttet til floddalens trafikkorridor ind i Europa. Den ældste bydel ligger nord for den gamle havn, der nu bruges af lystbåde og turisttrafik. Indløbet til havnen flankeres af to forter, og 3 km mod SV ligger klippeøen If. I kvarteret omkring den gamle havn ligger talrige restauranter, og herfra udgår den gamle hovedgade La Canebière. Kvarteret er genopbygget efter at være blevet sprængt i luften af den tyske besættelsesmagt i 1943.

Marseille har siden sin grundlæggelse været en havne- og handelsby. Fra 1700-t. begyndte en industrialisering, baseret på råstoffer fra kolonierne, med raffinering af sukker og fremstilling af sæbe og vegetabilske olier. Da byen i 1800-t. blev et knudepunkt for det sydfranske jernbanenet, og skibsfarten stimuleredes af Suezkanalens åbning og den franske kolonisering af Nordafrika, fik industrien et stort opsving med bl.a. skibsværfter og næringsmiddelindustri. Havnen, der førte pakhuse og hurtigt voksende industri- og arbejderkvarterer med sig, blev udbygget mod nord bag en 7 km lang bølgebryder. Velhaverkvarterer bredte sig på højderne SØ for den gamle bydel. Folketallet voksede kraftigt, ikke mindst ved indvandring fra Italien.

Efter 2. Verdenskrig har Marseille været præget af krise. Afkoloniseringen ramte handelen, og en stor del af byens industri forældedes. I et forsøg på at afbøde krisen etablerede Marseilles havnemyndighed i 1960'erne et kæmpemæssigt havnekompleks, Fos-sur-Mer, 40 km NV for den gamle havn; Fos-sur-Mer har nu størstedelen af havnefunktionerne, ligesom olielagre, olieraffinaderier, petrokemi og stålværker er placeret her. Bl.a. pga. krisen i den europæiske jern- og stålindustri fik etableringen af følgeindustrier i den nye havn ikke det forventede omfang.

Marseille har altid kun haft en beskeden kontakt med sit umiddelbare bagland i Provence og Languedoc. Den lokale service og kulturfunktionerne er i forhold til byens størrelse ret svagt udviklet. I anden halvdel af 1900-t. har netop baglandet udgjort den mest dynamiske del af Frankrig med vækst i servicefunktionerne og i folketallet. Trods betydelig indvandring fra Nordafrika er Marseilles befolkningstal stagnerende, og arbejdsløsheden er forholdsvis høj. Marseille har stadig Frankrigs og Middelhavskystens største havn, især pga. en stor import af olie og olieprodukter. Herudover dominerer importen af naturgas, jernmalm og en række tropiske landbrugsprodukter samt eksport af stål, biler og varer i containere. Ved Marignane 20 km NV for centrum har Marseille en af Frankrigs største lufthavne (8,26 mio. passagerer 2013), hvortil er knyttet en af helikopterfabrikken Airbus Helicopters' afdelinger med 8944 ansatte. Der er siden 2001 højhastighedstog til Lyon og Paris. Trafikken inden for byområdet hæmmes ofte af det meget kuperede terræn. To metrolinjer og en vejtunnel under den gamle havn har forbedret trafikforholdene.

Marseilles udvikling efter 2. Verdenskrig er også til dels blevet hæmmet af kriminalitet og korruption, der er mere udpræget end i andre franske byer. Mange bydele virker forfaldne. Bystyret forsøger at opruste den kulturelle sektor gennem etablering af teatre og museer. Universitetet (naturvidenskab og medicin) er udbygget, og der er opført et erhvervscenter NØ for havnen.

Historie

I ca. 600 f.Kr. anlagde grækere fra Fokaia kolonien Massalia, som snart selv anlagde kolonier langs den nord- og vestlige Middelhavskyst fra Antipolis (nuv. Antibes) til Emporion i det nuværende Spanien. Massalia blev hermed et vigtigt handelscentrum med et betydeligt territorium. I 49 f.Kr. belejrede Cæsar kolonien, hvilket endte med, at Massalia måtte aflevere sin flåde og sine rigdomme til romerne, og at den mistede størstedelen af sit territorium, men bevarede en vis selvstændighed. Igennem hele antikken var Massalia et center for udbredelsen af græsk kultur. I 476 blev byen erobret af visigoterne.

Først i 1100-t. kom byen sig efter visigoternes erobring. Som en del af grevskabet Provence genskabte borgerne den gamle bystat og genoptog handelen med hele Middelhavsregionen, først og fremmest Det Hellige Land. Selvom byen beholdt sin velstand frem til Den Franske Revolution, mistede den gradvis fuldstændig sin selvstændighed. Revolutionen i 1789 blev derfor modtaget med begejstring i Marseille, der sendte mange frivillige til hæren. Men de centralistisk indstillede jakobinere skuffede selvstyreforhåbningerne, og byen gjorde oprør i 1793; det endte med total nedkæmpelse, og Marseille sluttede sig herefter til royalisterne.

Efter erobringen af Algeriet i 1830 og især efter udgravningen af Suezkanalen (1869) blev Marseille et knudepunkt for forbindelserne til Østen, og byen oplevede en ny storhedstid. Ud over handel havde mange indbyggere siden 1700-t. været beskæftiget med tekstilindustri og sæbefremstilling.

I størstedelen af byens historie har forbindelserne til det nærmeste opland været meget svage; al energi har været rettet mod havnen. Store nye havnebassiner blev gravet ud i begyndelsen af 1900-t. for at imødekomme den voksende import fra kolonierne. 2. Verdenskrig og afkoloniseringen ramte derfor byen hårdt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig