Metz
Udsigt over Temple Neuf, Moselle-floden og Cathédrale Saint Etienne fra Moyen Pont i Metz, 2021.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Metz er en by i NØ-Frankrig med ca. 118.600 indb. (2013). Metz er administrationsby for departementet Moselle. Byen er beliggende i Moseldalen, en vigtig nord-syd-gående transportkorridor med den sejlbare flod, jernbane og motorvej, som i Metz krydses af den øst-vest-gående transportvej mellem Paris og Alsace. Den gamle bydel er smukt genopbygget efter verdenskrigenes ødelæggelser og rummer bl.a. en gotisk domkirke med berømte glasmalerier, de ældste fra 1200-t., de yngste af Chagall.

Metz er skiftevis af Frankrig og Tyskland blevet udbygget som vigtig fæstningsby i grænselandet, og byen var tidligere en militærby, bl.a. med militærflyveplads. Metz og Nancy er fælles om en civil lufthavn beliggende midt imellem dem. Metz har i slutningen af 1900-t. lidt under tilbagegangen i oplandets industri. Den har selv fået nogen maskinindustri og elektronisk industri, men er dog stadig primært et handels- og servicecenter. Universitetet i Metz fra 1971 fusionerede i 2012 med tre universiteter under navnet Université de Lorraine.

Metz' historie

Cathédrale Metz
Cathédrale Saint Étienne de Metz, 2003.
Cathédrale Metz
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Metz var under navnet Divodurum hovedstad for de keltiske mediomatricer. Romerne byggede en fæstning på stedet, som snart udviklede sig til en betydelig by, der formentlig har været bispesæde siden 300-t. En tid hørte byen til Frankrig og var Austrasiens hovedstad, men 870 kom den under Det Østfrankiske Rige. I 1200-t. tog byens borgere magten, og Metz blev en fri rigsstad i Det Tysk-romerske Rige og en vigtig handelsstad med møntprægning. Franskmændene besatte byen i 1552, og ved Den Westfalske Fred i 1648 fik Frankrig fuld suverænitet over Metz, der mistede sine særrettigheder.

I 1800-t. stimuleredes handlen af den stærke udvikling af jern- og kulminer samt stålindustri i det nordlige Lorraine, men under byens indlemmelse i Tyskland 1871-1919 udvandrede en betydelig del af handelsstanden, og grænsen, kun 20 km syd for byen, afskar Metz fra en del af dens opland; siden har Metz aldrig genvundet sin tidligere regionale betydning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig