Paris - historie

Paris - historie, Byen opstod i midten af 200-t. f.Kr. på Île de la Cité som sæde for den galliske stamme parisierne. Den blev erobret af Cæsar i midten af 50'erne f.Kr., og byen, Lutetia Parisiorum, bredte sig herefter til venstre bred af Seinen.

Paris' første biskop var Saint Denis, som ca. 250 led martyrdøden og blev byens skytshelgen. Efter frankernes invasion i folkevandringstiden blev Chlodovech 1. konge og gjorde i 508 Paris til hovedstad. Senere indtrådte der en nedgangsperiode, bl.a. med talrige vikingeoverfald; det vigtigste i 885-86.

I middelalderen var Île de la Cité både det kirkelige og det verdslige centrum. I 1163 påbegyndtes opførelsen af Notre-Dame, og kongerne boede ofte på slottet på øens vestlige del. På venstre Seinebred holdt studenterne til, og i 1210 oprettedes universitet hvorefter latinerkvarteret tog form. Ludvig 9. den Hellige lod i 1248 det gotiske Sainte-Chapelle opføre til opbevaring af den nyerhvervede Kristi tornekrone.

Frans 1. gjorde Paris til sin residens. I 1546 lod han sin arkitekt Lescot påbegynde en nyopførelse af slottet Louvre i en italienskpræget renæssancestil.

Under Religionskrigene, der kulminerede med Bartholomæusnatten i 1572, var Paris katolikkernes bastion, indtil byen faldt for protestanternes angreb. Men deres leder måtte konvertere til katolicismen for som Henrik 4. at blive konge af Frankrig.

Med ham begyndte en egentlig byplanlægning. Broen Pont-Neuf blev færdigbygget tillige med Place Dauphine. Den smukke Place Royale, senere kaldet Place des Vosges, anlagdes i det nye Maraiskvarter mod øst. Her opførte aristokratiet mange palæer, ligesom mange gejstlige institutioner etableredes her, især efter at Paris i 1622 var blevet ærkebispesæde.

Ludvig 14.s unge år var 1648-53 præget af borgerkrigen Fronden, som også ramte Paris hårdt. Det var en medvirkende årsag til, at kongen forlagde sin residens til slottet Versailles i 1682. Med Ludvig 14. igangsattes et nyt storstilet byggeprogram. I 1670 sløjfedes de gamle bymure for at gøre plads til nye boulevarder. Hôpital de la Salpêtrière blev bygget til fattige og syge, og Hôtel des Invalides til de sårede fra de mange krige. Louvre fik en søjleprydet østfacade, og Place des Victoires og Place Vendôme blev anlagt. Dertil kom nye kvarterer mod vest, efterhånden som aristokratiet slog sig ned i moderne, bekvemme palæer i forstæderne Saint-Germain og Saint-Honoré.

I midten af 1700-t. lod Ludvig 15. Place de la Concorde anlægge. Kirken Sainte-Geneviève, det senere Panthéon samt École militaire med en foranliggende paradeplads, Champ-de-Mars, blev opført.

Med Revolutionen i 1789 skete der store politiske ændringer, fx blev Paris en næsten selvstyrende kommune, men det parisiske bybillede ændredes ikke meget.

Napoleon 1. havde store planer om at modernisere Paris og gøre byen til Europas metropol, men militære og administrative opgaver optog hans tid. Den lille triumfbue på Place du Carrousel blev færdiggjort, mens den store blev påbegyndt. Vendôme-søjlen rejstes, og Børsen opførtes. Napoleon var også meget optaget af praktiske opgaver, hvilket anlæggelsen af Rue de Rivoli vidner om samt nye broer og en kanal, som ledte vand ind fra floden Ourcq til centrum.

I 1832 ramtes byen, hvis hygiejneforhold var dårlige, af en stor koleraepidemi. Industrialiseringen tog fart i 1830'erne med en vældig tilstrømning af arbejdere til byen, således at der i 1846 var over 1 mio. indbyggere. I 1837 blev den første jernbane anlagt, og fra 1842 blev den udbygget med seks hovedlinjer til provinsen. I 1841-45 anlagdes en ny forsvarsring om byen.

Revolutionen i 1848 medførte, at Louis Napoléon kom til magten, fra 1852 som kejser Napoleon 3. Under ledelse af baron Haussmann gennemførtes en drastisk modernisering af Paris. Slumkvartererne i centrum blev ryddet, nye brede boulevarder skar sig igennem byen, Étoile-pladsen omkring den store triumfbue tog form med 12 radierende avenuer, og Louvre og Tuilerierne blev forbundet til et samlet kompleks. Det nye rige borgerskab mødtes i Charles Garniers opera (1861-75), mens befolkningen kunne benytte Alphands rekreative områder som Bois de Boulogne og Bois de Vincennes. Hallerne blev fornyet med Baltards (1805-74) metalpavilloner, og byen fik et moderne kloaksystem.

I 1870 tabte kejseren krigen mod Preussen, og Pariserkommunen søgte i foråret 1871 at gennemføre en social republik. Den blev blodigt nedkæmpet af regeringen, men forinden havde kommunarderne sat ild til mange officielle bygninger, fx Tuilerierne og rådhuset. For den nye Tredje Republik forestod der et stort genopbygningsarbejde. Sacré-Cœur blev opført som en forsoningskirke på Montmartre. Snart samledes de velbeslåede i de mange nye stormagasiner og til den store Verdensudstilling i 1889, der havde Eiffeltårnet som vartegn.

Fra 1890'erne opstod forstæderne med store fabriksanlæg og de nye arbejderkvarterer. I 1900 anlagdes undergrundsbanen, metroen, og bilen holdt sit indtog, hvorfor forsvarsringen i 1920 blev sløjfet til fordel for en ringvej. En modernisering af bolig- og trafikforhold var presserende, men den tyske besættelse 1940-44 og den efterfølgende krig i Indokina kom i vejen. I 1957 anlagdes et nyt kvarter for administration og erhverv, La Défense, også kaldet Paris' Manhattan, og i 1960'erne og 1970'erne begyndte omkransningen af Paris med de såkaldte satellitbyer, som fortrinsvis bebos af indvandrere.

I det egentlige Paris skete der også ændringer efter lang tids stagnation. De Gaulle oprettede Den Femte Republik i 1958, og dette markeredes ved en omfattende rensning af Paris' seværdigheder, ligesom kulturminister Malraux satte gang i restaureringen af historiske kvarterer, bl.a. Marais. Men sociale og undervisningsmæssige forhold blev forsømt, hvilket førte til studenterrevolten i 1968, som betød de Gaulles afgang året efter.

For at markere Den Franske Revolutions 200-års-jubilæum i 1989 satte præsident Mitterrand fra 1982 et vældigt byggeprogram i gang: Den danske arkitekt von Spreckelsen fik opført en gigantisk bygning i La Défense, Louvre fik en ny indgang med glaspyramiden, og dertil kom Bastilleoperaen, Det Arabiske Institut, en videnskabsby i La Villette og et stort, nyt nationalbibliotek. Dette program stod imidlertid i skærende kontrast til den voksende tilgang af arbejdsløse og hjemløse. Paris' tidligere succesfulde overborgmester Jacques Chirac, som blev præsident i 1995, havde haft svært ved at løfte arven fra forgængerne.

I 2015 blev Paris ramt af terrorangreb. Den 7.1.2015 angreb militante islamister redaktionskontoret på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, hvor de skød og dræbte ti ansatte og to politifolk. Den 13.11.2015 ramtes Paris af et koordineret terrorangreb, hvor bomber sprang uden for fodboldstadionet Stade de France, og hvor der fandt skyderier sted mod restaurationer og spillestedet Bataclan. Under angrebet 13/11, som IS efterfølgende tog ansvaret for, omkom 130 personer.

Læs mere om Paris.